et stort kram til mac

Det er ikke lang tid siden mine ører for første gang snublede over (og forelskede sig i) 22-årige Mac Demarco's andet album "2".  Hans musik er ubekymret, solskinsvenlig slacker-rock der bærer præg af en forkærlighed for mystiske el-orgler og tekster om damer og smøger. Demarcos stemme er hæs og doven, og de catchy og afslappede guitarmelodier smelter det hele sammen til hvad der ville være et perfekt soundtrack til roadtrips og solbriller. Efter at have haft albummet på nærmest konstant repeat de sidste par måneder er jeg overbevist om at den 22-årige canadier er den hyggeligste og mest chill person i musikbranchen, og efter at have set den pitchfork-producerede dokumentar om ham, er dette kun blevet bekræftet.

Dokumentaren hedder Pepperoni Playboy - A Macumentary, og handler om tilblivelsen af hans seneste album Salad Days, der udkom tidligere på året, samt den efterfølgende tour. Filmen er bygget op omkring klip fra bandets tour rundt omkring i Asien og Østeuropa, og indholder desuden klip af Mac der viser rundt i sit lillebitte studie, hvor han har hængt plakater og merchandise op af sig selv fordi det i hvert fald ikke kun er fansne der skal have glæde af det. Ind imellem ser man bandet sidde om et overdådigt middagsbord med østers, hummer og indmad (?!) mens de drikker øl, fjoller og fortæller anekdoter fra touren, alt imens de bliver mere og mere snaldrede. Det hele er akkompagneret af musikken fra Salad Days og gamle demoer.

Pepperoni playboy er en fjollet, underholdende og hyggelig film, der krydret med Mac's ironiske distance til indiemiljøet (læs: Bon Iver), hans flabede grin og umiddelbarhed får smilet frem hos sit publikum, og får seeren til (om muligt) at holde endnu mere af hans musik.

Pepperoni playboy kan ses på youtube (videoen herunder), og hans album kan du finde på Spotify (her)

forskud på sommerferie

I min hjerne har jeg allerede ferie. Jeg går rundt med en varm følelse af frihed og føler mig helt uforpligtet. Det er mærkeligt, for jeg ved at i den virkelige verden er der eksamensstorm og en kæmpe samling af ting, der skal ordnes. Det er som om mit sind er en måned frem i tiden, mens min krop stadig sidder fast i næsten-læseferie. Jeg tror at ferie-følelsen måske kunne have noget at gøre med det musik, jeg lytter til for tiden.

Juana Molina
Jeg kan takke Roskilde Festival for, at jeg overhovedet begyndte at lytte til den argentinske musiker. Festivalen laver mange tiltag for at få gøre folk opmærksomme på de mindre kendte kunstnere – bl.a. en playlistkonkurrence, der gik ud på at lave en playlist til et bestemt tema af sange fra Roskildes kunstnere. Jeg vandt ikke konkurrencen, men til gengæld opdagede jeg Juana Molina.

Jeg havde aldrig troet at jeg ville begynde at lytte til argentinsk musik, men hendes melodier går tværs over landegrænser. Alle sangene er byggede op om en lækker elektronisk loop, som er akkompagneret af organiske instrumenter som guitar og trommer, og Juanas ubesværede stemme. Det er en perfekt blanding af legesyg og poleret, og så er det utrolig catchy. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne forstå de spanske tekster så jeg kunne synge med på Roskilde!



Hiatus Kaiyote
Jeg fik tilsendt sangen Nakamarra af Hiatus Kaiyote af en veninde, og det har været den bedste musikanbefaling længe. Selvom band- og sangnavnet lyder eksotisk, er al Hiatus' musik på engelsk. Det australske band laver soul så hele kroppen bliver lunet. Jeg taler af erfaring når jeg siger, at deres plade Tawk Tomahawk gør noget godt for enhver situation. Man kan sætte deres musik på til en ensom cykeltur og man kan danse til den til en fest.

Bandet er relativt nyt, og er først begyndt at producere musik sidste år. Jeg glæder mig utrolig meget til hvad der ellers kommer ud af dette talentfulde band.

spot 2014 | agnes

Mit program består i skrivende stund af lidt over 30 kunstnere, som jeg ikke bare har lyst til at se, men som jeg VIRKELIG gerne vil se på årets SPOT Festival. Sidste år formåede jeg at se 19 koncerter på to dage, så lige meget hvor meget jeg prøver, ser det ud som om, jeg kommer til at stå overfor nogle svære valg de næste par dage. LaLaLa eller Darkness Falls? The New Spring eller Sleep Party People? Og må jeg droppe nogle måltider, så jeg kan nå endnu flere koncerter? Selv to af disse tre kunstnere rammer lidt sammen. Lykkeligt men frustreret SUK herfra!

JULIAS MOON
I november var jeg til trioens releasefest for deres første EP ”Backseat Thunder”. Jeg kom dog direkte fra en gymnasiefest og var på det stadie, hvor jeg var mere optaget af alt smørrebrødet, som var stillet frem, end at være den store anmelder-type. Men det er nogle energiske Københavner-drenge, så de kan ikke andet end at skabe en fest, og da deres første single ”Bay” blev P3’s Uundgåelige sidste år, blev Julias Moon allerede på det tidspunkt spået en lys fremtid. De spiller jazz og soul-inspireret pop og forsanger Luis har nok den rareste stemme i det ganske land.

Tjek Julias Moons facebookside for drengestreger og vær på SCC kl. 19:30 fredag den 2. maj!

KILL J
Jeg har i lang tid ikke kunne komme udenom den ikoniske skarptklippede og sølvfarvede frisure på Soundcloud, og nu kan jeg snart heller ikke undgå det på landets scener. Men hvorfor skulle jeg også det? Attituden er lige så skarp som de elektroniske beats, mens melankolien er lige så mørk, som vokalen er lys. Der er kun de to singler ”Bullet” og ”Phoenix” at finde på nettet, men disse to sidder så også lige i skabet, og de af mine venner, som ikke var overbevist i forvejen, blev overbevist, da Kill J for knap en måned siden opvarmede for King Krule. Det er en kunstner, som er værd at høre live, for den her bas skal kunne mærkes i hele kroppen.

Oplev den sølvfarvede frisure og mærk bassen fredag den 2. Maj kl. 00:00 på Radar.

UKENDT KUNSTNER

Drop fordommene om hiphop og lyt til duoen bestående af to mænd, som synger om drengestreger, selvom de godt ved, at de er ved at være lidt for gamle til det. Tekstuniverset består af utallige små referencer til den tid, vi lever i - som på nummeret ”28/46”, hvor de referer til L’EASY-reklamen og synger ”ring 88888888 og snak med Peter” eller på på deres første hit fra sidste år ”Neonlys”, hvor de har tyvstjålet Nick og Jay’s ”Brænder benzin af på HC Andersens Boulevard”. De laver hits om de klassiske emner indenfor rap - damer, penge og stoffer - men tilsat en melankolsk stemning. Man må  ikke gå glip af Jens Oles produktioner bestående af vilde melodier med tunge hiphop beats og jazzede instrumenter, Hans Philips mørke vokal og mestring af det danske sprog på årets SPOT festival.

Der kan ikke andet end at blive fest, når de spiller sammen med S!vas, Gili og Lord Siva, så tag hurtigbrillerne på og kom forbi Den Grå Hal på Godsbanen fredag den 2. Maj kl. 23:15.

spot 2014 | emma

Jeg skal desværre ikke på SPOT Festival i år, hvilket jeg er virkelig ærlig over. For mig er SPOT en enestående mulighed for at opdage ny og god musik. Man får virkelig meget kvalitet for pengene, og desuden er det en fantastisk mulighed for at støtte upcoming musikere. Desværre fandt jeg alt for sent ud af, at festivalen lå oveni min skoles galla – som jeg lige havde brugt 450 kr på at købe billet til. Det bliver en anden gang...

SPOT Film
Fra i år tilbyder SPOT Festival også filmoplevelser til deres gæster. Det er et fantastisk initiativ og er et bevis på, at festivalen er villig til at fornye sig selv. De fleste film på SPOT Films program er gratis for alle, der har billet til SPOT, så der er ingen grund til ikke at kigge forbi. (Til gengæld kan jeg forestille mig, at det bliver endnu sværere at planlægge sine SPOT-dage.)



Jeg synes at SPOT Festival har især gjort et godt valg med at sætte Mistaken for Strangers på programmet. Filmen er skabt af Tom Berninger, broren til The National-forsangeren Matt Berninger. Tilblivelseshistorien omkring filmen er rigtig spændende, og filmen skulle være rørende ærlig og meget underholdende.
I øvrigt vises der også Django Unchained af Quentin Tarantino (og så behøver man vist ikke sige andet) og Skammekrogen, som jeg anmeldte her.

Quick Quick Obey

Dette band fra Thy laver musik, der minder mig om sommer, sol og troper à la The Ecletic Moniker (som også kommer forbi SPOT). De er blevet kaldet "talenter", "dynamiske" og "legesyge", men jeg vil egentlig mest beskrive musikken som glad og drømmende, uden at blive for lallet. Bandets sommerlige facade gemmer noget melankoli bag, og den kontrast er jeg helt vild med. Der kommer garanteret en fantastisk sommerstemning til deres koncert.
Spiller lørdag d. 3. maj 16.30-17.00 i Musikhuset - Foyer


Nelson Can

Dette pigeband er ikke helt normale, og det har de bevist lige siden det blev oprettet (som en joke) i 2011. Nelson Can har skrevet sange om æblekage og Kina, og jeg kan ikke helt finde ud af om pigerne prøver at provokere, om de laver sjov eller om de bare er syge i hovedet. Men de laver lækkert rebelsk musik, og de har en fantastisk don't-fuck attitude uden at de glemmer at tage gas på sig selv. (Se her hvor de undskylder for at deres SPOT-koncert ikke opfylder kønskvoten.)

Spiller lørdag d. 3. maj 17.00-17.35 i Godsbanen - Den Rå Hal

Derudover er Amason (sang forneden), Sleep Party People og ICEAGE nogle godt bud, hvis I skal udfylde et hul i jeres SPOT-program.

spot 2014 | line

I weekenden løber den Aarhusianske musik- og filmfestival SPOT festival af stablen. Det tredje år jeg skal afsted, og ud fra hvad jeg tidligere har oplevet bliver det tre dage fyldt med en masse fantastiske koncertoplevelser og virkelig god musik, og det er virkelig hyggeligt at man skal bevæge sig rundt i Aarhus' gader for at komme fra spillested til spillested og opleve sine potentielle nye yndlingskunstnere. I denne uge anbefaler 4 af os de bands som vi selv skal se, synes I skal se eller har vildt meget optur over, og jeg har fået æren af at lægge ud:

LA LA LA

Jeg arbejder frivilligt i et lokalt ungdomshus, der for det meste fungerer som spillested. Her spillede det esbjergbosatte band La La La for et par måneder siden, og det er nok en af de bedste koncerter jeg har oplevet dér, i det 1½ år jeg har arbejdet der. Der var ikke ret meget mere end 20 mennesker, og selvom man skulle tro at det lidt slatne fremmøde ville tage pusten fra de fleste bands, indtog La La La scenen med så stor energi og vilje at alle folk stod helt oppe ved scenekanten og dansede. Det er en perfekt blanding af elektronisk og organisk og kan bedst beskrives ved at trække spacepop-elementet ud af Ice Cream Cathedral og i stedet tilføje jungletrommer og mere dansable toner.

Lyt til La La La her


LA LA LA Spiller på spot festival lørdag klokken 15:00 i musikhusets foyer

SPILLEMÆNDENE

Spillemændene er et dansk band jeg først stiftede bekendtskab med da deres dystre og midnatsmørke nummer ”Til minde om dyrene i hakkebakkeskoven” lå på det elektriske barometer. Der er tale om dansksproget, dyster indie af bedste skuffe, og forsangeren Nikolaj Elsberg synger utroligt dybt og formidler på albummet Nationalsange budskaberne med en ro og alvor der klæder det dystre univers. På vokal får han selskab af Anja Lahrman som man måske kender fra det andet spot-aktuelle band Ice Cream Cathedral, hvis stemme er en smuk kontrast til det dystre.

Lyt til spillemændene her



Spillemændene spiller på Spot festival lørdag klokken 18:00 på Atlas

MY HEART THE BRAVE
My Heart The Brave er et relativt nyt og ukendt projekt, der består af Caspar Hesselager, der tidligere har arbejdet som producer for bands som Jetsi Kain og Hymns From Nineveh. Selvom My Heart The Brave ikke har udgivet mere end tre sange er han alligevel lige er blevet offentliggjort til dette års Roskilde Festival, og det er ikke noget under når man laver energisk og dansabel indiepop der kunne minde om Miike Snow eller en lidt mere elektronisk udgave af Canon Blue. 

Lyt til My heart The Brave her


My Heart The Brave  kan opleves på Spot Festival lørdag i Scandinavian Congress Center klokken 17:15

pizza

Det er lidt over 3 år siden at danske Treefight For Sunlight sidst gav lyd fra sig. I 2010 blev nummeret Facing The Sun voldspillet overalt hele sommeren, og banede smukt vejen for bandets debutalbum A Collection of Vibrations For Your Skull, der var mindst lige så sommerligt som singleforløberen. I sidste uge udgav bandet så deres andet album, endnu en gang på pladeselskabet Tambourhinoceros, og efter et par gennemlytninger er der ingen tvivl: Det har virkelig været ventetiden værd.

Pizza, som albummet hedder, kunne uden problemer være lydsporet til en semi-psykedelisk og småuhyggelig claymation-børnefilm fra 70’erne. Albumåbneren Womp Zoom sætter stille og roligt det hele i gang med en vokal der lyder som om den kommer fra bunden af havet, hvorefter lytteren sendes ud på en legesyg rumrejse af vokalharmonier og animalcollective-agtige samples. For eksempel på nummeret Somewhere In The Future, med energiske afrikanske trommebeats og noget der lyder som et børnekor fra en afrikansk stamme.

Som noget nyt sættes tempoet lejlighedsvist ned, for eksempel på nummeret Blueberry Paste der starter flydende og melankolsk, og til sidst udvikler sig og bliver nærmest dyster og mareridtsagtig, eller på pladens sidste nummer Someone Else der slæbende og længselsfuldt afslutter den magiske rumrejse.

                

Pizza viser at Treefight For Sunlight stadig er et af Danmarks bedste leverandører af sommersoundtracks af fineste skuffe, og jeg glæder mig virkelig meget til, at skulle opleve sangene på pladen, når de spiller på dette års SPOT festival.   

julegaveønsker | line

I år bærer min ønskeliste rigtig meget præg af, at jeg skal (og vil) rigtig mange ting i løbet af næste år. Til marts skal jeg på studietur til Israel, hvor jeg regner med at komme til at bruge virkelig mange penge - både på selve rejsen, men også på spøjse souvenirs og vilde mængder falaffel. Ud over det er der også SPOT festival, som efterhånden er blevet en tradition, og nu vi snakker Århus, så har Northside festival allerede offentliggjort nogle virkelig gode navne (bl.a. Mew, Cold Specks, The National og Arcade Fire) Og sidst men bestemt ikke mindst, så er der jo Roskilde Festival... Og hvis alt dette skal lade sig gøre, så er jeg nødt til at få en økonomisk håndsrækning eller to.. Eller tre. Men ud over det er der også gjort plads til nogle enkelte "rigtige ting" og den eneste røde tråd er, at der slet ikke er nogen rød tråd overhovedet.

Prints af HVASS & HANNIBAL
Hvass & Hannibal er en dansk designduo, som blandt meget andet står bag de fleste af Efterklangs albumcovers. Jeg har i meget langt tid været helt forelsket i deres finurlige, farverige og eventyrlige illustrationer, og derfor håber jeg virkelig at et af deres prints kommer til at lægge under træet til mig i år. Jeg har længe ønsket mig det der hedder "One Month", som er det på billedet ovenover. Det er virkelig enkelt, men formår stadig gennem farvekoordination og motiv at indramme Hvass & Hannibals fantasifulde og nærmest barnlige univers helt perfekt.
Hvass & Hannibals webshop er fyldt med fine ting, og du kan finde den lige HER

Mappen "Plissé" fra HAY
Mængden af underlige udklip, halvfærdige tegninger og collager, underlige avisartikler, togbilletter, notatark og mærkelige biologi-kompendier der svømmer rundt mellem hinanden på mit skrivebord synes nærmest uendelig, og lige så meget som der er, lige så lidt plads og engagement har jeg til at få det hele organiseret. Det handler nok mest af alt om, at jeg skal få taget mig sammen, men jeg er ret overbevist om at HAY kan redde mig ud af mit luksusproblem på en lidt sjovere måde, med deres virkelig fine arkivmappe. Jeg elsker generelt hvordan HAY altid formår at gøre helt simple og brugbare ting vanvittigt smukke, og "plissé" er absolut ingen undtagelse!
Tingene fra HAY kan findes HER, men også de i tre fysiske butikker som ligger i København og Aarhus, og rundt omkring i forskellige designbutikker.

MUSIK!
Endnu en gang kan jeg ikke komme uden om hårde pakker i form af enten CD'er eller vinyler. Listen rummer blandt andet et fjollet, vokalharmonipræget og nærmest afrikansk-inspireret sommer-soundtrack med håndklap fra Dirty Projectors' album Swing Lo Magellan, og melankolsk, halvelektronisk, midnatsvenlig støjrock fra Deerhunter's "Halcyon Digest". Og så er der Beirut, der gang på gang formår at gøre alt hvad der er gråt og trist lidt bedre, med halvkikset, frankofil balkan af fineste skuffe - præcis som på albummet "Gulag Orchestra"

jeg elsker jørgen leth

Jeg elsker Jørgen Leth. Han er en 76-årig mand, og jeg kan relatere til alt, hvad han siger. Er det freaky? På albummet "Vi sidder bare her" reflekterer Leth over forskellige trivialiteter, man støder på i hverdagen, mens Mikael Simpson og Frithjof Toksvig spiller jazzede toner indover.

I "Notesbogen" fortæller han om, at han ikke stoler på sin hukommelse - det er så enkelt sagt, men så rigtigt. Jeg samler ubevidst inspiration alle døgnets timer, men jeg laver så meget, at hvis jeg ikke skriver idéen ned, så snart jeg får den, så er den væk for altid. Den kommer aldrig igen. Leths sætning om hukommelse rammer plet på, hvorfor jeg altid går rundt med én eller to hæfter i tasken, over 40 noter på min iPhone og kravetæer på min håndryg.

Han berører også flere gange emner om at være ung og gammel. I "Min Første Forelskelse" mindes han den lidt akavede følelse af være fascineret af det andet køn for første gang, men ikke turde nærme sig, og i "Dans" fortæller han om, at han er blevet for gammelt til at danse, men alligevel ikke kan lade vær. Et alvorligere syn på alderdommen kommer frem på afslutningsnummeret "Lidt Tung I Det", og selvom jeg endnu kun er på mit første år som voksen, så reflekterer jeg selv over livet, og det at blive ældre.

"Vi sidder bare her" er virkelig blevet min afstresningsmedicin de seneste par måneder. Jeg har gået ture i efterårsfarverne, fået røde kinder af den friske luft, nydt solskinnet og ladet mine tanker koncentrere sig om Jørgen Leths behagelige, dybe stemme. Og når jeg har sidder med min laptop og haft alt for mange ting at lave - så jeg i travlhed og forvirring ikke har kunne overskue at lave nogle af tingene - har jeg sat netop dette album på, lagt mig ned i min seng og været i en nærmest mediterende tilstand. Så har jeg startet med nummeret "At Koble Helt Af", og for at motivere mig til at starte på nogle af alle de ting, jeg skal have ordnet, har jeg afsluttet meditationen med "At komme i gang", hvor han siger; "Og der er altid flere ting, der skal laves, og så laver man altid det, der er lettere. Man laver det andet, man laver ikke dét, man laver altid det andet i stedet for".

Albummet kan streames på Spotify og selvfølgelig købes i butikkerne.
Trioen har også lavet albummet "Ikke Euforisk" i samme stil.

aventine

Agnes Obels debutalbum fra 2010, Philharmonics, har i lang tid haft en helt særlig plads på min cd-hylde. Især om efteråret, hvortil hendes musik nærmest synes at være skræddersyet. De melankolske og dystre klavermelodier, der bliver lyst op af Obels smukke og skrøbelige stemme, er måske ikke nytænkende, men måden hvorpå det bliver gjort, og den tid det bliver gjort i, gør Agnes Obel til en helt enestående artist, som Danmark i den grad skal være stolt af!

Netop derfor var det også med skarpt spidsede ører og skyhøje forventninger, at jeg satte hendes nye album på for første gang - det hedder Aventine og udkom i slutningen af september, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet.

Grundelementerne på albummet er nogenlunde de samme som på debuten. Det fine klaverspil, strygere og Agnes' karakteristiske vokal, og selvom det måske ved første lyt synes at Aventine kører lidt i samme rille som Philharmonics, vil man efter et par gennemlytninger erfare, at dette ikke helt er tilfældet. På trods af at der - heldigvis - er en del lighedspunkter, er Aventine mere nuanceret . Der er gjort langt mere brug af strygere (hør bare The Curse eller Aventine) og nummeret Pass Them By får meget mere dybde takket være det fineste akkustiske fingerspil. Albummets højdepunkt er for mig nummeret Run Cried The Crawling, der på en måde opsummerer hele albummet. Det er vanvittigt smukt og gribende album, vaskeægte gåsehudsfremkaldende og dragende, og med det i ørerne glæder jeg mig nu endnu mere til at træerne bliver helt gule, og aftenerne endnu mere mørke.

king krule

På trods af at King Krule i den grad er enestående, er det alligevel nærliggende at nævne James Blake. Ud over at de deler den britiske nationalitet, har de nemlig også det tilfælles, at de lyder meget ældre, end de er. Når jeg hører King Krules vokal, forestiller jeg mig ikke en rødhåret, splejset teenage-dreng ved navn Archie Marshall, selvom dette netop er tilfældet.

For snart en måned siden udkom King Krules debutalbum, Six Feet Beneath The Moon, et album der både har været længe ventet og meget lang tid undervejs. Allerede i 2010 blev han kendt for sin særlige stemme, dengang bare under navnet Zoo Kid. Ud over et navneskift og en ganske fremragende EP, er der ikke sket så meget på de snart tre år der er gået, bortset fra at han med tiden har skrabet flere og flere fascinerede og forventningsfulde lyttere til. Netop dét var meget tydeligt, da albummet blev lagt til stream 10 dage før udgivelsen, som også er 10 dage før hans 19 års fødselsdag. Der var nemlig så mange besøgende, at siden var tæt på at gå ned - og det med meget god grund.

På trods af utallige gennemlytninger af debut-ep'en og to års "tilvænning", er det stadigvæk fascinationen af Archie Marschalls markante vokal, der gang på gang får mig til at sætte Six Feet Beneath på repeat. Den er dyb, hæs og soulet, og lyder slet ikke som noget, der kunne komme ud af denne Ron Weasley kopi (uden videre sammenligning end de røde lokker).

Der er tale om lo-fi af allerfineste skuffe, skramlet og dystert som noget der kunne være indspillet i et soveværelse eller en mørk kælder, med henslængte guitarklimt og trommemaskiner - f.eks. på Borderline. På nogle af numrene er der en nærmest oprørsk stemning, f.eks. åbningsnummeret Easy Easy, eller Has It Hit, hvor han hæst og desperat nærmest skriger ting som "there's no meaning, girl i'm the only one believing" mens et nummer som Neptune Estate perfekt indrammer lyden af storbymelankoli og tomme, regnfyldte gader. Det er mørkt og dystert og et helt perfekt soundtrack til sene nattetimer, og måden hvorpå genrer som RnB og hiphop blandes med den førnævnte lo-fi, gør Six Feet Beneath The Moon til et helt enestående album, der i min bog allerede nu kandiderer til at være et af årets bedste.

ung og kulturel i hovedstaden

Jeg undrer mig tit over, hvorfor jeg altid er den yngste til de små koncerter, udstillinger og andre kulturelle arrangementer, der foregår rundt omkring i København. De fleste til disse events ser ud til at være mellem 25 og 30 år, og ikke 18 (ligesom mig) eller yngre. Det kan ikke være pga. pengene, for en stor del af arrangementerne er gratis eller koster under 100 kroner. Det kan heller ikke være fordi, at jeg er den eneste under 20 år, som interessserer sig for musik, kunst og kultur, for det kan jeg jo f.eks. se på jeres kommentarer på kunst-ig, at jeg ikke er. Så hvorfor kommer I ikke afsted?

Siden jeg bor i København, har jeg svært ved at guide til arrangementer i f.eks. Århus, så derfor er her nogle billige arrangementer i hovedstaden det næste stykke tid.

JOHAN OG FAR AWAY FROM FIJI PÅ RUST
Jeg har før nævnt Far Away From Fijis musik (her) og videoer (her) på bloggen, og har begge gange prøvet at proppe dem ned i halsen på jer, fordi jeg elsker dem så meget. Hvis det har virket, og I også er begyndt at holde af deres dejlige melodier, så tag forbi spillestedet RUST fredag den 13. (uuh) september og hør dem sammen med bandmedlemmet Jeppe Kolstrups bror Johan. Det er det perfekte sted at starte en god bytur!

COPENHAGEN ART WEEK
Fra den 23. august og til og med 1. september er der virkelig gang i kunst-miljøet i København, da både Art Copenhagen (Forum), Alt_Cph (Amager) og den nye Chart (Charlottenborg) løber af stablen i løbet af denne periode. Alle tre kunstmesser gør, at der udover hele byen sker en masse i kunstens tegn. Der er udstillinger, ferniseringer, debatter, filmvisninger og performances, og hele programmet kan man finde her - det kræver dog, at man tager sig tid til at læse og sætte sig ind i de forskellige begivenheder. Man kan komme gratis til alle disse ting, hvis man skriver en mail til DR's Kunstklub kunst@dr.dk med navn, postadresse, telefonnummer og et par ord om sig selv, for så har man mulighed for at vinde en "Art Week Handbook", som man skal udfylde, når man besøger de forskellige arrangementer. Jeg modtager selv to af dem om et par dage, og jeg glæder mig til at se nærmere på, hvad disse bøger indeholder.

FOREDRAG MED JEN DAVIS
Jen Davis har i lidt over 10 år taget utallige selvportrætter. Med en vægt på over 100 kilo gør hun op med tidens såkaldte selfies fyldt med overfladiske smil, og portrætterer sig selv og sin krop på en meget ærlig måde. Du kan opleve hende tale om hendes billeder på Fotografisk Center den 27. august kl. 17. Det koster kun 40 kroner, men igen kan du sende en mail til DR Kunstklub med "Jen Davis" i emnefeltet og skrive navn og et par ord om dig selv og den 23. får du besked på, om du har vundet én af de tre billetter til foredraget. Hvis du ikke har mulighed for det, så er hendes hjemmeside virkelig et kig værd her.

Like vores facebook-side, hvor jeg nogle gange vil linke til små arrangementer, som måske ikke når i et indlæg her på bloggen.

halvskizofrene og selvfornyende bands

Nogle af de bands jeg finder allermest interessante, er dem der gang på gang formår at fornye sig selv. At gå fra kælderskramlet lo-fi til fejlfri og storladen studieformat eller at tilføje strygere og vokal til noget der tidligere har været helt elektronisk - og samtidig bevare de særlige elementer der kendetegner musikken - er en kunst jeg virkelig beundrer (og takker) mange bands for, for eksempel Grizzly Bear, Animal Collective, Mew og Efterklang.

Det sidste danske band, der for alvor har fanget mig med denne skizofrene og forfriskende tilgang til musikken, er When Saints Go Machine, der i år udgav deres 3. album, Infinity Pool.

Deres første album, Ten Makes A face fra 2009 har et meget råt og nærmest rocket udtryk. Opfølgeren Konkylie fra 2011 er radikalt anderledes, og kombinerer strygere og elektronik til en smuk, drømmende og nærmest værkagtig helhed. Alligevel kom det bag på mig, hvor meget vand der egentligt var løbet under broen, da Infinity Pool udkom i foråret, kun to år efter Konkylie.

Nikolaj Vonsilds smukke, dragende falsetvokal og de velproducerede numre er bevaret men allerede på åbningsnummeret Love And Respect (som kan høres herunder) står det klart, at Infinity Pool ikke er Konkylie vol. 2. For det første har Nikolaj Vonsild fået selskab af den Amerikanske rapper Killer Mike, og for det andet ligger der et tungt hiphopbeat under det hele, der mest af alt lyder som noget fra et gammelt computerspil (som også er at finde på numrene Degeneration og Iodine, og det det der højest sandsynligt er grunden til, at albumcoveret ser ude som det gør).

Alligevel er der enkelte ting, der viser tilbage til konkylie, som når der på før omtalte Love And Respect gør brug af strygere, der står i smuk kontrast til det ret hårde og hiphoppede. Og selvom tempoet er højere og lyden er ny, er der stadig momenter, der er gribende smukke og drømmende, især Dead Boy og Infinity Killer der i den grad indfanger lyde af både Konkylier og Infinity Pool, og - sammen med resten af albummet understreger hvorfor netop When Saints Go Machine er et af mine, og mange andres, yndlingsbands!

børnehaveklasse om igen

Da jeg gik i børnehaveklasse havde vi uanede mængder af modellervoks til rådighed. Et sandt slaraffenland af farvestrålende klatter fra knitrende, gennemsigtigt papir, som lå sikkert i en skuffe under vasken. Dog blev de mange forskellige farver på ingen tid blandet sammen til en stor grå-brun masse, der - hvis det skulle være helt rigtigt - gjorde det umuligt at forme andet end hundelorte og urtepotter.

Selvom det efterhånden er meget lang tid siden jeg selv har leget med modellervoks, og derfor egentligt  ikke burde udtale mig, bliver jeg oprigtig imponeret og en lille smule nostalgisk, når jeg ser claymation-musikvideoer som disse fra Tame Impala og Grizzly Bear. De har et fantastisk barnligt udtryk, som sender tankerne tilbage til claymation-tegnefilm fra 90'erne og før omtalte mislykkede modellervoksprojekter.

temporary copenhagen

Murder, Chimes & Bells, Efterklang, Slaraffenland og Choir Of Young Believers er alle bands, der hver for sig er helt fantastiske... Men hvad nu hvis man havde mulighed for, at opleve dem alle sammen på en gang, det samme sted? Det ville næsten for godt til at være sandt!

Ikke desto mindre så er det rent faktisk sket. I 2009 stuvede den franske videoinstruktør Vincent Moon nemlige ni dankse bands sammen i en lejlighed i København, og filmede det. Udfaldet af dette hedder Temporary Copenhagen, og konceptet er ganske enkelt, at der i hvert rum står et eller to bands, som på skift spiller en sang, mens kameraet langsomt bevæger sig rundt i lokalet, alt efter hvor musikken er. Det ene band når knapt nok at slå den sidste tone an, før det næste begynder, og kameraet langsomt og søgende bevæger sig ind i det næste lokale.

Filmen er i ét take, uden klip og pauser, og Vincent Moon havde kun to timer til at forberede alt, før det hele løb af stablen. Dog var projektet var ikke søsat for kameraets skyld, for rundt i alle vindueskarmene og langs med væggene sidder et opmærksomt lyttende publikum.

Denne her lidt spontane og upolerede stemning er meget karakteristisk for Vincent Moon, der - som du kan læse i indlægget her - også er manden bag de såkaldte Take Away Shows, som tager musikken ud af de vante omgivelser.

Det hele varer kun 33 minutter, men det er 33 minutter med rigtig meget fin musik - også fra knapt så kendte kunstnere, der gør det mindst lige så godt som de mere etablerede.

Filmen kan ses gratis på Vimeo (herunder) eller på Tomporary Copenhagens hjemmeside, hvor der også er ekstranumre, interviews og downloads fra koncerten.

henrys dream

Om under en uge bliver der henover tre dage skabt et nyt og hemmeligt univers. Det er festivalen Henrys Dream, som bliver afholdt den 18.-20. juli, og som på mange måder skiller sig ud fra andre festivaler. Henrys Dream er ikke bare en musikfestival med store mængder af alkohol - den stræber efter at være en form for tilstand skabt af omgivelserne, menneskerne og kunsten omkring festivalgæsterne.

Ligesom navnet er det samme som Nick Cave and the Bad Seeds album fra starten af 90'erne er hele festivalens visuelle identitet allerede før festivalens begyndelse tydeligt inspireret af 90'ernes hologram og grunge-undergrundsstil. Det ses på deres tumblr/hjemmeside, plakater og små film med tilføjelser til musik-programmet (her, her, her, her og her). Jeg er meget imponeret over deres visuelle profil, og alle de påfund, som allerede inden festivalen er startet, har gjort mig fascineret af arrangementet. F.eks. at man ikke kender festivallens destination, før man bliver fragtet derhen af nogle veterantoge, at man ikke kan komme tilbage til festivalen, hvis man forlader den, og at man kan ringe og indtale en drøm på deres telefonsvarer, som så bliver en del af en kunstinstallation på festivalen.

Det er første, men forhåbentligt ikke sidste gang, at Henrys Dream bliver afholdt. Jeg er selv forhindret i at deltage, da jeg lige nu sidder på den anden side af jorden, men jeg håber, at festivalen bliver en så stor succes, at jeg får mulighed for at opleve den næste år. Sidste udmeldning er dog, at der kun er blevet solgt en fjerdedel af billetterne, så jeg vil opfordrer alle til at støtte dette nye arrangement og samtidig give dig selv en oplevelse, du ikke finder andre steder. Køb billetter her! 

Du kan læse mere på deres flotte hjemmeside her og følge dem på facebook her

forårsalbum

Det var godt nok en hel måned for sent, at foråret gjorde sit indtog i år, og derfor er der også rigtig god grund til, at man dyrker den der obligatoriske, klichéfyldte forårseufori, der så småt indfinder sig, når solen begynder at skinne og vinterfrakkerne kommer ind bagest i skabet. Noget af det der for mig er bedst ved foråret er al den musik, der er som skræddersyet til årstiden. Min stak af forårsplader er stor, og derfor har det også virkelig været svært, at vælge de fire bedste ud til det her indlæg:

The New Spring  - The New Spring
De sidste to forår har The New Spring uden tvivl været mit primære forårssoundtrack. Det kan næsten ikke siges gange nok, at det altså er Bastian Kallesøe, som er ham der gemmer sig bag det også ret forårsagtige pseudonym, der allerbedst formår at indkapsle lyden af foråret. Pladen, der bare hedder The New Spring, er ret enkel, men måden som det indviklede guitarspil bliver akkompagneret af kor, klap, klokkespil og smukke tekster gør, at det alligevel er et helt vildt interessant album, som for mig – helt uden sidestykke – er lyden af de der lidt overromantiserede men alligevel fantastiske solskinsdage med åbne vinduer og fuglekvidder.

Drott & Marsk - Det Sejler Sikkert (EP)
Det er ved at være lang tid siden, at jeg første gang tunede ind på Det Elektriske Barometer, der er et 25 år gammelt radioprogram, der også den dag i dag serverer alternativ musik og lytterpoesi til P3 hver søndag. Det var midt i maj, fuglene sang og solen skinnede, jeg gik i syvende klasse, og var lige blevet konfirmeret, og jeg faldt pladask for både stemningen og musikken i programmet. Jeg kan tydeligt huske at de testede et band der hed Drott og Marsk, og derfor bliver jeg både helt vildt nostalgisk, og helt vildt forårspaf når jeg genhører deres EP ”Det sejler sikkert”, og især nummeret ”Skygger Vågner”, der ligesom resten af pladen virkelig bare emmer af forår: Det er energisk, let, barnligt og poppet, og har sådan en karakteristisk højt-til-loftet-lyd, der minder om en smuk blå forårshimmel.

Beirut - The Rip Tide
Jeg elsker, hvordan Beirut med sine tidligere album, frankofilt og fjollet, får smilene til at vokse og fødderne til at vippe i takt. Zack Condon, som med sin dybe stemme står i front for Beirut, blander folk og balkan til lidt humørsvingende plader, der rummer både muntre ballader og sørgmodige søndagssoundtracks. Ikke desto mindre er det jo også sådan foråret er det meste af tiden, for det der med, at solen skinner og alt er fryd og fuglekvidder i tre måneder, det holder ikke helt. Netop derfor er Beirut perfekt, og især har jeg hørt virkelig meget af hans seneste album ”The Rip Tide” i år. Både på de triste regnvejrsdage, hvor man ikke når længere, end ud i køkkenet efter mad, men i den grad også som soundtrack til forårsforelskelse og lange cykelture!

Casiokids - Topp Stemning På Lokal Bar

På trods af deres geografiske placering formår norske Casiokids i dén grad at smelte alt hvad der hedder vinterdepression og rustne danseben. Deres elektroniske, energiske keyboardeksperimenter er fjollede og poppede, og kan godt gå for at være en lidt mere fjollet, og knap så stilren udgave vores egen Vinnie Who. Det virkelig svært ikke at danse - og synges med, selvom det er på norsk, og derfor ikke giver særlig meget mening. For mig er der altid 100% optursgaranti, især når det regner - for det er jo sommer lige om lidt!

Hvis du klikker på albumtitlerne bliver du sendt direkte til spotify, og hvis du klikker på navnene kommer du til kunstnernes facebookside

take away shows fra la blogotheque

Det er ikke sikkert at du kender La Blogothéque, og hvis det er tilfældet, så er der kun en ting at sige til det: "Slå ørerne ud, nu!" Den franske blog blev startet af Vincent Moorn i 2004, og har lige siden fået alverdens fantastiske bands til at spille semi-akustiske og alternative versioner af deres numre, på smukke, anderledes og finurlige locations, langt fra studieformat og koncertlyd. Videoerne bliver kaldt "Take Away Shows" - netop fordi man piller musikken ud af de vante rammer.

Listen over verdenskendte indie-darlings og yndlingsbands der har medvirket er nærmest uendelig, og tæller bl.a. Grizzly Bear, Lykke Li, Bon Iver, Beirut, The Drums og Local Natives, samt en lang række små og ukendte bands.



Der er over to hundrede take away shows at gå på opdagelse i, og selv om jeg ikke engang er halvvejs i stakken, er jeg allerede helt forelsket i de spontane og upolerede videoer - f.eks. med Grizzly Bear klemt sammen i en lille brusekabine, José Gonzales siddende helt alene med sin guitar midt i en tom, lys lejlighed i Mexico, eller Tenniscoats, som tuller rundt på en togstation i Tokyo, hvor lygtepæle, rækværk og hegn er malet mintgrønt, mens sangeringen ind imellem spiller på en fin, himmelblå melodika, og hamrer på gelændere og trapper.



Det er æstetisk, smukt og enormt gennemført, og tanken om, at musikken reelt godt kan fungere andre steder end på CD-, MP3-, eller koncertformat er virkelig opløftende! Mange af videoerne foregår midt i Paris' gader, hvor tilfældige forbipasserende får sig en på opleveren, lige som i Bon Ivers take away show, hvor en tilfældig mand fra den opgang de spiller i bliver interviewet, mens Justin Vernon gør sig klar i baggrunden. Bagefter går ud på gaden, og spiller for en flok tilfældige turister.



Du kan selv gå på opdagelse i alle Take Away Showsene på la Blogotheques hjemmeside her HER, eller på youtube HER

spot 2013 | agnes

Jeg er født i smilets by og har været der utallige gange, men det bliver alligevel min første gang på SPOT-festivalen i Århus, som starter i morgen. Programmet kunne ikke være bedre, og hvis jeg skulle nå at se alle dem, jeg gerne ville, skulle jeg sådan cirka være tre steder på samme tid hele weekenden. Jeg vil dog lige anbefale to danske kunstnere, som jeg har sat ekstra tyk ring om i dette års program.

Broken Twin
I april 2011 oplevede jeg bandet Glass Arena i Koncerthuset, og jeg tog mig selv i  at holde vejret og få kuldegysninger over hele kroppen. I dag er navnet Broken Twin, og hvor det før var en duo, er det nu den 24-årige Majke Voss Rommes soloprojekt - dog med hjælp fra tidligere medlem Emilie Marie Kjær. Jeg har aldrig hørt noget musik, som passer så godt til, når man ligger på sit værelse og kigger op i loftet, og samtidig er så perfekt til at høre til en koncert. Majke er virkelig dygtig til skabe numre, som lyder helt enkle, men som i virkeligheden er komplicerede, melankolske stykker musik. Hendes stemme er både lys og dyb, og med blide toner fra klassiske instrumenter og elektroniske lyde er Broken Twin det rareste og mest behagelige, jeg nogensinde har hørt.

Broken Twin spiller fredag kl. 21:00 i Lille Sal (Se event HER)

Far Away From Fiji
Far Away From Fiji er gode til at udgive gratis tilgængelige EP'er og holde releaseparties, og jeg har derfor hørt dem to gange live i løbet af det seneste års tid. Derudover er det nemt at følge deres arbejde på både facebook, tumblr, vimeo og instagram, og I har nok lagt mærke til, at jeg er ret nørdet, når det kommer til den visuelle del af musikverdenen, hvilket de - som nævnt her - er virkelig dygtige til. Selv beskriver de, at idéen bag deres musik er, at skabe et soundtrack til en imaginær film. Udover deres perfekt sammensatte melodier og Rasmus' specielle vokal glæder jeg mig derfor også til at se, hvad de har fundet på til sceneshowet på SPOT, og oven i det har de allerede afsløret, at der kommer en anden kunster med dem på scenen.

Far Away From Fiji spiller lørdag kl. 22:30 på RADAR (Se event HER)

spot 2013 | maya

Helsinki poetry

For to år siden sad jeg en aften og søgte efter ny musik. Under søgningen fandt jeg duoen, Helsinki Poetry. Omkring to uger efter blev de tilfældigvis testet på Det Elektriske Barometer, og siden dengang, har jeg fulgt med i hvad de går og laver. Der er ret meget mystik omkring dem, og jeg ved faktisk ikke så meget om baggrunden for bandet. Alle numrene er opkaldt efter byer rundt om i verdenen, og de skal beskrive stemningen i byen. Jeg synes virkelig at Helsinki Poetry spiller noget magisk musik, og da jeg sidste år så dem spille en udendørskoncert, blev jeg så revet med, og musikken var mindst lige så magisk live, som på pladen. Siden hen har de udgivet et album, som jeg glæder mig rigtig meget til at få lov til at hører live. Hvis du er til mystiske vokaler og storladen musik, synes jeg du bør tage forbi.

Helsinki Poetry spiller på SPOTfestival  lørdag den 4. maj kl. 15:00 i Voxhall

Indians

Indians er endnu en kunstner jeg har hørt live før. Men jeg var faktisk slet ikke klar over det før jeg for nogle uger siden studerede spot-programmet og lyttede til de kunstnere som virkede interasante. Pludselig kunne jeg genkende noget og det viste sig, at jeg faktisk så Indians for omkring et år siden i Malmø. Siden da har han udgivet singlen Magic Kids, været support for Beirut og Bear in Heaven, blevet signet til 4AD, som er et pladeselskab som udgiver bla. Efterklang og The National og senest udgivet et fantastisk debutalbum. Indians musik er virkelig helt sit eget og jeg glæder mig til at blive rørt og helt rundt på gulvet.

Indians spiller på SPOTfestival fredag d. 3 maj kl. 21:00 på Voxhall 

spot 2013 | cille

SPOT-festival anno 2013 er lige rundt om hjørnet, og siden den Århus-based musikkavalkade offentliggjorde sit program, har jeg dirrende gået rundt i bare spændning. Line-uppet for den to dage lange festival er i mine øjne helt fænomenalt, og har et stort udbud af dygtige upcoming bands - danske såvel som udenlandske.
Jeg er førstegangs SPOTTER, men glæder mig helt afsindig meget til hyggelige baggårde, øl og uhæmmet dansen til de mange koncerter, som er sneget sig ind på mit (efterhånden) ret stramme program.

Blandt mine klare favoritter er MØ, der efterhånden er gået hen og blevet lidt af en hit-darling på de danske radiostationer. Bag pseudonymet gemmer sig den unge og talentfulde Karen Marie Ørsted, der spiller soul-inspireret electropop. Jeg er i det seneste halve år gået hen og blevet rigtig glad for MØ's musik, som er blevet fast inventar på rigtig mange af mine spillelister. Jeg bliver helt tryllebunden af hendes lidt rå og uslebne stemme (man er vel ikke tidligere pige-punk-sanger for ingenting?) og den fede balancegang mellem det mystiske og dystre, men samtidig også noget yderst dansevenligt indietronica.

MØ spiller på SPOTfestival fredag den 3. maj kl. 22:30 i Scandinavian Congress Center, på scenen SCC THIS


Jeg er, siden jeg var på Island i vinterferien, faldet i svime over de mange folk/indie-bands, som den lille ø gemmer på. Ásgeir Trausti spiller en drømmende mixtur af inderlig indiepop med moderne elektroniske undertoner lidt ála Bon Iver. Den unge islænding er hurtigt blevet en af landets største stjerner lige i øjeblikket - og det er ikke ufortjent, hvis man spørger mig.
Han havde sin debut sidste år, men trods de få år på bagen er han allerede en musikekvilibrist af allerhøjeste karat.

Ásgeir Trausti spiller på SPOTfestival lørdag den 4. maj kl. 18:00 i musikhusets rytmiske sal

Ved siden af mine små uafhængige anbefalinger har jeg sammensat min egen personlige SPOT 2013-playliste, der indeholder et bredt udvalg af kunstnere fra mit program. Du kan finde listen HER.