farveløse fabler fra en fjern verden

Daehyun Kim fra Sydkorea tegner smukke, farveløse streger under navnet Moonassi. Tegningerne er tydeligt inspirerede af asiatisk stil, men bygger samtidig bro til Vesten med det enkle, grafiske udtryk. De androgyne figurer danner et magisk univers af følelser og tanker, og selvom billederne ligner små fabler fra en fjern verden, kan man relatere til situationerne. Det gennemgående tema er integration mellem mennesker - eller i nogle tilfælde mangel på samme - og illustrerer sort på hvidt skyggesiden af det menneskelige sind.

Moonassi sætter billeder på sindstilstande og formår at ramme plet hver gang. Tegningerne er lige så komplekse som menneskets hjerne, og de kan ved første øjekast se dystre ud - som jeg før beskrev som skyggesiden - men når man dykker ned i fortællingerne bag, er der flere sider af samme streg.
Den midterste illustration med den finurlige titel "Your ego is getting bigger and bigger (like my hand)" kan, som navnet beskriver det, handle om de uinteressante samtaler, hvor personen man taler med har en masse at sige om sig selv og knap så mange spørgsmål til andre. Men det kunne også være en fin illustration på en stresset eller trist person, som får hjælp af en ven til at holde hovedet højt.

Se flere illustrationer og digt dine egne historier på Moonassis hjemmeside HER

fanget i en andens krop

Ovenstående billede kan godt ligne noget fra en syret fremtidsfilm eller noget hjernevaskning af en art. Sådan sad jeg i søndags, sammen med min familie. På værket Skammekrogen, som var muligt at opleve på Nikolaj Kunsthal indtil sidste søndag, kunne vi, de deltagende, komme ind i en andens krop gennem en skærm og et par hovedtelefoner.

Virtual reality er et forholdsvis nyt medie, som udspringer fra gamer-teknologi. Det startede med idéen om at lave 3D-briller med to små skærme i, så gamere kunne leve sig fuldstændigt ind i universet. Når man har brillerne på, ser man gennem øjnene af en fra spillet. Tilføj dertil nogle hovedtelefoner med stereolyd, og så kan man både se og høre som om man er med i spillet. Denne teknologi har filmskabere taget til sig, og det er der kommet en række virtual reality-film ud af, hvor man dog ikke kan styre hvad der sker i historien. Det føles næsten som om man virkelig oplever det man ser på skærmen, selvom man ikke har noget kontrol over hvad man "selv" laver.

Skammekrogen er en virtual reality-film med fem hovedpersoner. Der skal være fem deltagende til at "være" hver person i filmen. Selvom handlingen er den samme, oplever hver person noget forskelligt. Historien finder sted til en middag, men enkelte forlader rummet kort, og i disse tidsrum er der ingen, der hvad de laver. Det var meget sjovt at udfylde hinandens huller efter filmen var slut, for der var en del ting, der overraskede.

Jeg oplevede filmen som Maya, der var på besøg hos sin kærestes familie for første gang. Aftenen startede med at kærestens far spildte flødeskum på Mayas trøje og tørrede det af. Alle forsøg på smalltalk med forældrene faldt hurtigt fra hinanden, da faren var meget ubehøvlet ("Så du har stået på ski i Norge? Jeg hader Norge.") og moren meget fuld. Der var meget anspændthed i luften, især i forholdet mellem Mayas kæreste og sine forældre. Jeg fik meget ondt af Maya, som sad helt hjælpeløs med moren til venstre og sin kæreste til højre der skændtes. Midt i middagen begyndte kæresten at lade sine frustrationer gå ud over Maya, og efterladte hende også alene med sine forældre og lillebror.

Middagen kulminerede, mens faren havde forladt rummet (senere fortalte den der "var" ham, at han var ude at ryge hash). Kæresten konfronterede moren med at hun drak for meget, og moren udbrød "Jamen, det er jo ikke sjovt!" Hun fortsatte og fortalte, at hun var gravid og skulle have en abort. Det kom frem at moren havde haft to tidligere aborter. Så udtalte moren det forfærdelige: "Og så var der lige de to gange, hvor det var for sent." Sætningen hang i luften, og derefter begyndte moren at skraldgrine og sige, at det selvfølgelig bare var for sjov. Imens hun grinte, kom faren tilbage med en klarinet og spillede en uhyggelig, melankolsk melodi. Der sluttede filmen, uden nogen anden forløsning på al den ubehagelighed. Det var svært at ryste følelsen fra sig bagefter.

Ubehageligt eller ej, var det en oplevelse, og jeg kom til at tænke på hvor meget vores verden er kommet tættere på Matrix og Familien Jetson. Verden er i konstant forandring, og det får også indflydelse på kunst.

et slaraffenland af inspiration

iGNANT.de er en berlinsk blog, der blev startet i 2007. Hver dag bliver der postet nye indlæg, som omhandler fotografi, design, arkitektur og kunst, og det er vanvittigt inspirerende (og virkelig tidsberøvende) at klikke rundt på siden. Det er lidt ligesom Tumblr, men iGNANT går mere i dybden med kunstnerne selv og deres processer, som i indlægget her, hvor der i bedste Freunde Von Freunden-stil bliver vist billeder af både processen og omgivelserne den foregår i.

Jeg har ikke længere tal på, hvor mange timer jeg har brugt på at scrolle gennem bloggens indlæg, og blandt sindssygt mange andre ting er jeg især blevet fuldkommen solgt til følgende:

 denne grafiske collage-film, hvor ovenstående billede stammer fra.

denne  bog, hvor to designere fra London har erstattet alle ordene i en engelsk retskrivningsordbog med det første billede, der er dukket op, når de har søgt på ordet på Google.

denne fotoserie med miniaturemennesker der bevæger sig rundt i landskaber af mad.

og de her virkelig flotte billeder, der på det seneste også har været vidt omkring på netop Tumblr

Ud over de daglige indlæg, bringer de af og til små interviews, hvor de beder kunstnerne om at illustrere svarene på spørgsmål som fx "How do you feel today". Noget af det sejeste er deres"two of a kind"- feature, hvor de beder to kunstnere om, at skabe kunst (af hvilken som helst art) ud fra tre semi-kedelige og meget tilfældige hverdagsting, som der virkelig kommer sjove, kreative og ikke mindst vidt forskellige værker ud af.

Du kan finde iGNANT HER

selvom man ikke skal skue hunden på hårene

Og selvom den der "don't judge the book by its cover" vist er en meget god tommelfingerregel, så er plader med pæne albumcovers altså bare en lille bitte smule bedre. For os er den visuelle del af et album næsten lige så vigtigt som lydsiden - både når det gælder musikvideoer og albumcovers. I tråd med Agnes' indlæg om udstillingen med pladecovers og "vinylsens revival" vil vi, Line og Agnes, nu vise nogle af vores yndlings-pladecovers.

Danske Oh No Ono blev faktisk nomineret til en Grammy for det her albumcover. Det er skabt af en dansk kunstner der hedder Malene Mathiasen, som har sat udklip fra lægeleksika og pornoblade sammen til syrede, humoristiske og ikke mindst smukke collager, som meget fint indrammer det i forvejen ret avancerede univers, der gemmer sig i lyden på albummet. Ud over forsidecollagen herover, er bookletten nærmest en lille bog med en hel masse billeder i samme stil. Siderne er delt vandret over på midten, og alle collagerne kan kombineres på forskellige måder. Hvis ikke min forklaring giver så meget mening, så bliver konceptet - der vist er bøffet fra en børnebog - vist i videoen HER

Mews album "No More Stories" er ved første øjekast meget enkelt og grafisk. I starten tænkte jeg blot på det som en farverig og lidt creepy trold. Jeg lagde godt mærke til sommerfuglen, men kun som en del af trolden. Efter utallige gennemlytninger af pladen, fik jeg dog set ordentligt på coveret og opdagede, hvor gennemført det er. Det er meget enkelt, men samtidig så genialt, da det beskriver Mews musik helt perfekt; både coveret og deres musik er fyldt med modsætninger. Det er interessant, hvordan at noget så yndefuldt som en sommerfugl kan visualisere noget så grumt som en trold, og hvordan en så lys vokal som Jonas Bjerres kan passe så godt ind mellem hårde og rockede toner fra trommer, bas og guitar.

Der er noget højtideligt og nærmest rituelt over måden Victoria Legrand og Alex Scally sidder linet op omkring bordet på albumcoveret til deres andet album Devotion. De sidder på helt samme måde i fint festtøj, bordet er dækket helt ens på begge sider, og den store lagkage i midten er fokus. Der er en både mystisk og ophøjet stemning, og det virker nærmest kult-agtigt og rituelt. Jeg elsker den lidt kiksede stemning i billedet, som helt sikkert også er at finde i musikken. 

Der er også et ritual forbundet med Canon Blues plade Rumspringa - både albumtitel og coverart er inspireret af den amerikanske religion amish. Det ellers meget traditionelle folk har en slags konfirmationsritual, der ligesom pladen hedder Rumspringa. Teenagere får i et helt år lov til at køre bil, have kærester, drikke alkohol, have sex, tale i telefon og bo i en storby - ting, som de aldrig vil få lov til igen, hvis de vælger at vende tilbage til deres religion, efter at have smagt på livet udenfor. En anden ting som amish-kulturen er kendt for er deres quiltede tæpper - de ser mere eller mindre ser ud på samme måde, som Canon Blues albumcover gør det. 

en tidslomme af design i bredgade

Lige nu kører der en udstilling om pladecovers på Designmuseet i København. Udstillingen er selvfølgelig for musiknørder, men endnu mere for designnørder, som jeg godt kan fristes til at kalde mig selv. Den 400-pladecover-store samling indeholder både danske og internationale (domineret af engelske og amerikanske) pladecovers, og både de kendte som den gule Andy Warhol-banan på The Velvet Underground & Nicos pladecover, og babyen og pengeseddelen i en poolen på Nirvanas "Nevermind"-pladecover, men også mange (for mig) ukendte men sjove og flotte pladecovers.

Jeg kan virkelig anbefale, at du tager dine forældre under armen og tager et smut forbi udstillingen. Selvom der står informationer om pladecoverets historie, så er det endnu mere interessant, at høre éns forældre fortælle historier om, da de var på éns alder, og hvordan det foregik, når de købte plader; følelsen af at bladre i de mange pladecovers i en musikforretning, tage én der så spændende ud og gå op til kassen og få lov til at høre den, og hvordan de kendte alle detaljerne og kunne alt teksten på deres yndlingsbands pladecover. Så kan du måske fortælle dine forældre lidt om Malk De Koijn, Efterklang og The Rumour Said Fire, som også er en del af udstillingen i afdelingen med danske pladecovers fra i dag. Det er i hvert fald sikkert, at det er lækkert for øjet og sætter en masse tanker i gang om den visuelle del af musik dengang og i dag.

Du kan besøge udstillingen på Designmuseet i Bredgade 68 til og med 10. marts.

geniale (sorte) streger

I løbet af 2012 opdagede jeg op til flere danske tegnere, illustratorer og street art kunstnere, som fangede mig med deres sjove og enkle streger. Her er tre af dem, og du kan følge dem på facebook ved at trykke på deres navn:

HuskMitNavn er en humoristisk kunster, som startede ud i 90'erne med at male grafitti og i starten af 00'erne også bevægede sig over i street art-genren. Det, jeg elsker aller mest ved ham, er dog hans tegninger. Jeg har kendt til ham i en del år, men først i 2012 blev jeg rigtigt interesseret, og så var det nemt følge ham via instagram, som han opdaterer dagligt (klik her). 

MORMOR minder på mange måder om HuskMitNavn med de enkle streger, den sorte tusch og street arten. Alligevel er MORMOR noget helt særligt, for på trods af den tilsyneladende enkle streg, er der mange detaljer i hans tegninger og han er god til at skabe nogle finurlige figurer med en historie bag.

MORBROR NØJD er nøjd! Egentlig er han anonym, og jeg kan ikke røbe hvorfor, men jeg ved godt, hvem denne kunster er. Han er utrolig dygtig, og jeg er sikker på, at han en dag bliver lige så stor som HuskMitNavn og MORMOR er blevet. Han har en karakteristisk streg og skaber sjove figurer (personligt elsker jeg pibe-pusheren oppe til højre!).

Simons søde streger

I efteråret 2009 starter Simon på Baunehøj Efterskole og (næsten) hver dag hele efterskoleåret tegner han en tegning og poster den på bloggen. Jeg fulgte hans blog det år, og elskede at kigge på hans søde streger, som illustrerer forskellige situationer eller sindstilstande på en både sjov og kreativ måde. 

Det er fedt at se livet fra en drengs synspunkt - det er jo ikke fordi det vrimler med drenge i blogverdenen - og jeg sad derfor med en øv-følelse, da bloggen gik lidt i sig selv i løbet af 2011. Det skal dog ikke stoppe dig i at klikke ind på hans blog alligevel, for der ligger stadig over et års tegninger, og jeg nyder at kigge gennem de finurlige tegninger om lugtende vasketøj, homo-grækere, nudler der dugger brilleglassene, efterskolebandet, at flytte hjemmefra, kage-rygter, tømmermænd, bollekongerne, venskaber, gode idéer, hormoner, sovs og andre gode sager. 

Du kan starte med at læse de to indlæg fra august 2009 her, og så kan du ellers læse dig gennem året.
Og hvis du på magisk vis ikke kender Stinestregen, som Simon er inspireret af, så klik også lige her.