et stort kram til mac

Det er ikke lang tid siden mine ører for første gang snublede over (og forelskede sig i) 22-årige Mac Demarco's andet album "2".  Hans musik er ubekymret, solskinsvenlig slacker-rock der bærer præg af en forkærlighed for mystiske el-orgler og tekster om damer og smøger. Demarcos stemme er hæs og doven, og de catchy og afslappede guitarmelodier smelter det hele sammen til hvad der ville være et perfekt soundtrack til roadtrips og solbriller. Efter at have haft albummet på nærmest konstant repeat de sidste par måneder er jeg overbevist om at den 22-årige canadier er den hyggeligste og mest chill person i musikbranchen, og efter at have set den pitchfork-producerede dokumentar om ham, er dette kun blevet bekræftet.

Dokumentaren hedder Pepperoni Playboy - A Macumentary, og handler om tilblivelsen af hans seneste album Salad Days, der udkom tidligere på året, samt den efterfølgende tour. Filmen er bygget op omkring klip fra bandets tour rundt omkring i Asien og Østeuropa, og indholder desuden klip af Mac der viser rundt i sit lillebitte studie, hvor han har hængt plakater og merchandise op af sig selv fordi det i hvert fald ikke kun er fansne der skal have glæde af det. Ind imellem ser man bandet sidde om et overdådigt middagsbord med østers, hummer og indmad (?!) mens de drikker øl, fjoller og fortæller anekdoter fra touren, alt imens de bliver mere og mere snaldrede. Det hele er akkompagneret af musikken fra Salad Days og gamle demoer.

Pepperoni playboy er en fjollet, underholdende og hyggelig film, der krydret med Mac's ironiske distance til indiemiljøet (læs: Bon Iver), hans flabede grin og umiddelbarhed får smilet frem hos sit publikum, og får seeren til (om muligt) at holde endnu mere af hans musik.

Pepperoni playboy kan ses på youtube (videoen herunder), og hans album kan du finde på Spotify (her)

spot 2014 | emma

Jeg skal desværre ikke på SPOT Festival i år, hvilket jeg er virkelig ærlig over. For mig er SPOT en enestående mulighed for at opdage ny og god musik. Man får virkelig meget kvalitet for pengene, og desuden er det en fantastisk mulighed for at støtte upcoming musikere. Desværre fandt jeg alt for sent ud af, at festivalen lå oveni min skoles galla – som jeg lige havde brugt 450 kr på at købe billet til. Det bliver en anden gang...

SPOT Film
Fra i år tilbyder SPOT Festival også filmoplevelser til deres gæster. Det er et fantastisk initiativ og er et bevis på, at festivalen er villig til at fornye sig selv. De fleste film på SPOT Films program er gratis for alle, der har billet til SPOT, så der er ingen grund til ikke at kigge forbi. (Til gengæld kan jeg forestille mig, at det bliver endnu sværere at planlægge sine SPOT-dage.)



Jeg synes at SPOT Festival har især gjort et godt valg med at sætte Mistaken for Strangers på programmet. Filmen er skabt af Tom Berninger, broren til The National-forsangeren Matt Berninger. Tilblivelseshistorien omkring filmen er rigtig spændende, og filmen skulle være rørende ærlig og meget underholdende.
I øvrigt vises der også Django Unchained af Quentin Tarantino (og så behøver man vist ikke sige andet) og Skammekrogen, som jeg anmeldte her.

Quick Quick Obey

Dette band fra Thy laver musik, der minder mig om sommer, sol og troper à la The Ecletic Moniker (som også kommer forbi SPOT). De er blevet kaldet "talenter", "dynamiske" og "legesyge", men jeg vil egentlig mest beskrive musikken som glad og drømmende, uden at blive for lallet. Bandets sommerlige facade gemmer noget melankoli bag, og den kontrast er jeg helt vild med. Der kommer garanteret en fantastisk sommerstemning til deres koncert.
Spiller lørdag d. 3. maj 16.30-17.00 i Musikhuset - Foyer


Nelson Can

Dette pigeband er ikke helt normale, og det har de bevist lige siden det blev oprettet (som en joke) i 2011. Nelson Can har skrevet sange om æblekage og Kina, og jeg kan ikke helt finde ud af om pigerne prøver at provokere, om de laver sjov eller om de bare er syge i hovedet. Men de laver lækkert rebelsk musik, og de har en fantastisk don't-fuck attitude uden at de glemmer at tage gas på sig selv. (Se her hvor de undskylder for at deres SPOT-koncert ikke opfylder kønskvoten.)

Spiller lørdag d. 3. maj 17.00-17.35 i Godsbanen - Den Rå Hal

Derudover er Amason (sang forneden), Sleep Party People og ICEAGE nogle godt bud, hvis I skal udfylde et hul i jeres SPOT-program.

fanget i en andens krop

Ovenstående billede kan godt ligne noget fra en syret fremtidsfilm eller noget hjernevaskning af en art. Sådan sad jeg i søndags, sammen med min familie. På værket Skammekrogen, som var muligt at opleve på Nikolaj Kunsthal indtil sidste søndag, kunne vi, de deltagende, komme ind i en andens krop gennem en skærm og et par hovedtelefoner.

Virtual reality er et forholdsvis nyt medie, som udspringer fra gamer-teknologi. Det startede med idéen om at lave 3D-briller med to små skærme i, så gamere kunne leve sig fuldstændigt ind i universet. Når man har brillerne på, ser man gennem øjnene af en fra spillet. Tilføj dertil nogle hovedtelefoner med stereolyd, og så kan man både se og høre som om man er med i spillet. Denne teknologi har filmskabere taget til sig, og det er der kommet en række virtual reality-film ud af, hvor man dog ikke kan styre hvad der sker i historien. Det føles næsten som om man virkelig oplever det man ser på skærmen, selvom man ikke har noget kontrol over hvad man "selv" laver.

Skammekrogen er en virtual reality-film med fem hovedpersoner. Der skal være fem deltagende til at "være" hver person i filmen. Selvom handlingen er den samme, oplever hver person noget forskelligt. Historien finder sted til en middag, men enkelte forlader rummet kort, og i disse tidsrum er der ingen, der hvad de laver. Det var meget sjovt at udfylde hinandens huller efter filmen var slut, for der var en del ting, der overraskede.

Jeg oplevede filmen som Maya, der var på besøg hos sin kærestes familie for første gang. Aftenen startede med at kærestens far spildte flødeskum på Mayas trøje og tørrede det af. Alle forsøg på smalltalk med forældrene faldt hurtigt fra hinanden, da faren var meget ubehøvlet ("Så du har stået på ski i Norge? Jeg hader Norge.") og moren meget fuld. Der var meget anspændthed i luften, især i forholdet mellem Mayas kæreste og sine forældre. Jeg fik meget ondt af Maya, som sad helt hjælpeløs med moren til venstre og sin kæreste til højre der skændtes. Midt i middagen begyndte kæresten at lade sine frustrationer gå ud over Maya, og efterladte hende også alene med sine forældre og lillebror.

Middagen kulminerede, mens faren havde forladt rummet (senere fortalte den der "var" ham, at han var ude at ryge hash). Kæresten konfronterede moren med at hun drak for meget, og moren udbrød "Jamen, det er jo ikke sjovt!" Hun fortsatte og fortalte, at hun var gravid og skulle have en abort. Det kom frem at moren havde haft to tidligere aborter. Så udtalte moren det forfærdelige: "Og så var der lige de to gange, hvor det var for sent." Sætningen hang i luften, og derefter begyndte moren at skraldgrine og sige, at det selvfølgelig bare var for sjov. Imens hun grinte, kom faren tilbage med en klarinet og spillede en uhyggelig, melankolsk melodi. Der sluttede filmen, uden nogen anden forløsning på al den ubehagelighed. Det var svært at ryste følelsen fra sig bagefter.

Ubehageligt eller ej, var det en oplevelse, og jeg kom til at tænke på hvor meget vores verden er kommet tættere på Matrix og Familien Jetson. Verden er i konstant forandring, og det får også indflydelse på kunst.

julegaveønsker | agnes

På min ønskeseddel i år er der særligt fokus på tre ting; indretnigsinterior, film og bøger. Det er egentligt ikke noget nyt, men der er alligevel en overflod af netop disse ting denne gang, og det skyldes nok, at mine tanker lige nu handler om næste år, hvor jeg ikke længere går i gymnasiet og skal flytte hjemmefra. Så er der lige pludselig ikke penge til fine ting til hjemmet, og jeg skal have opbygget mine egne samlinger af film og bøger, for mors hjemmebibliotek er ikke lige ved hånden mere.



Gavekort til butikken STILLEBEN
Jeg bliver altid så glad, når jeg befinder mig i interior-butikken STILLEBEN. De to små etager er fyldt med spejle, keramik, hylder, stole, tasker, tæpper, lamper, indrammet grafik mm., og jeg får julelys i øjnene af at være omringet af så mange flotte ting. Jeg har været derinde utallige gange, men der er alt for mange ting, jeg gerne ville eje, så jeg har endnu ikke købt noget. Jeg står lidt mellem de flotte Yvonne Koné tasker og... alt andet! Derfor har jeg valgt at ønske mig et gavekort.
Butikken ligger lige ved Storkespringvandet på adressen Niels Hemmingsens gade 3, og du kan også kigge på produkterne på deres hjemmeside HER

Filmen WE NEED TO TALK ABOUT KEVIN
Jeg så filmen, da den gik i biografen i 2011, og den har aldrig rigtig forladt mit sind igen. Det er en intens fortælling om en mors og søns indbyrdes forhold, som helt fra graviditeten går skævt. Sønnen er utroligt manipulerende, og gør at for at gøre livet surt for moren. Jeg husker tydeligt en scene, hvor drengen er spæd og har hylet hele dagen, så moren stiller sig midt i noget vejarbejde, som larmer så meget, at det kan overdøve sønnens kroniske skrig. Filmen er grusom, frustrerende, uforudsigelig og virkelig dyb. Og så er den visuelt rigtig smuk. Jeg glæder mig meget til at gense den under dynerne med en kop kaffe.
Se traileren HER

Bogen FREUNDE VON FREUNDEN BERLIN
I sommer anbefalede jeg bloggen (her), og nu ønsker jeg mig bogen. Den er ligesom bloggen fyldt med personlige og kreative hjem, og jeg er fan af virtuelle ting, der bliver transformeret til fysisk form - især når det er et så lækkert produkt, som Freunde von Freunden er. Forsiden udstråler virkelig projektets charme, som har fokus på gode billeder, indretningsinspiration og finurlige personligheder, som skinner igennem i deres hjem.
Se mere info om bogen og sneak peek HER

frygtløs og hekse

Der er et eller andet særligt ved de tegneserier og film, man ser som barn. Jeg tror på at børn ser fjernsyn på en anden måde end andre gør. De er mere fantasifulde og har evnen til at blive helt opslugt i det, de ser på skærmen. Mens os andre måske bruger fjernsyn til at koble af og have et eller andet at hvile øjnene på, bruger børn det i forbindelse med deres fantasi. Forholdet mellem børn og deres fantasi fascinerer mig.

Derfor er det altid sjovt, når jeg kommer til at gense de ting, jeg kiggede på mens jeg var mindre. Det er en spøjs blanding af genkendelse og opdagelse. Jeg opdager skellet mellem dengang og nu, og føler mig pludselig yngre og ældre på samme tid.

Da jeg så for nylig, at Frygtløs den frygtsomme hund fandtes på Netflix, tøvede jeg ikke et sekund med at klikke play. Gennem min barndom var jeg klistret til Cartoon Network, og Frygtløs var sammen med Powerpuff Pigerne det bedste jeg kendte dengang. Egentligt en ret skræmmende børneserie, med menneskeædende dyr og ondskab i stort set hvert afsnit, men det er alligevel børnevenligt på grund af dens humor. Serien er en sær men vellykkede blanding af gys og komedie.
Den blev baseret på kortfilmen The Chicken from Outer Space som blev nomineret til en Oscar. Hele vejen igennem serien har skaberen John Dilworth beholdt den klare vision, hvilket viste sig i hans perfektionisme omkring soundtracket. Frygtløs er altså ikke en helt almindelig tegneserie.

Min barndoms absolutte yndlingsfilm var Chihiro og heksene. Jeg tror det var en af de første film, jeg nogensinde så i biografen, og jeg var helt bevæget til tårer. Filmen gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg begyndte til klaver så jeg kunne lære at spille dens slut sang. Den indhyller børn og voksne i fantasiens varme tæpper, og herinde er alt muligt. Der er mange budskaber i Miyazakis værker. Et af de vigtigste er det om at værne om naturen.

Jeg tror på, at Frygtløs og Chihiro har haft indflydelse på mig på et eller andet plan. Det er et af de første glimt mange får af den store verden derude, og derfor kommer disse tegneserier og film altid til at være en del af mig. 

teenagesind i voksenkrop

For mig er biografturer en efterårsting. Ligesom vi om sommeren har utallige festivaler og stemningsfulde udendørs arrangementer, skal der også være noget hyggeligt at tage sig til i den rødbrune tid. Så i stedet for at sidde på mit værelse i tusind sweatere og blive blegere og blegere, mens jeg fik en præ-vinterdepression, tog jeg søndag eftermiddag i biografen og så "Frances Ha". 

Frances er en kvinde i slutningen af 20'erne, som har et sind som en teenager. Hun rydder aldrig op, men mener dog selv, at det skyldes travlhed - ikke at hun er et rodehoved. Hun har sat sig for, at hun vil være moderne danser, men er ikke synderligt god til det, og kan ikke rigtig få tjent nok på det til at betale huslejen. Det fører til, at hun bor fire-fem forskellige steder i New York i løbet af filmen. Hun vil gerne nå en masse fornuftige voksen-ting, men ender med at spise æg-og-bacon-bagels, som hendes roomies one night stand laver til hende og senere se film med hendes anden roomie Benji, som er hemmeligt forelsket i hende.

Frances har ingen situationsfornemmelse, og især overfor mænd er hun ekstremt akavet, så Benji kalder hende undateable. Frances drømmer om et liv med elskere, mens hun bor som et gammelt lesbisk ægtepar med sin bedste veninde Sophie, for selvom hun ikke må sove med sokker, så er Sophie den bedste room mate, som rydder op efter hende, går med hende på toilettet selvom det ikke er 2. klasse mere og laver ufornuftige ting hver weekend. Det er meget mere simpelt end med kærester, som vil flytte sammen og have katte.

Frances kan virke som en kaotisk person, men fordi hun selv tager det meget, som det kommer, og tager en weekend til Paris selvom hun ikke engang har råd til at leve i New York de næste to dage, så virker hun mere rolig end kompliceret. Hendes barnlige teenagesind er grunden til mange problemer, men det er også grunden til, at hun alligevel har et godt liv.

Man kan ikke andet end at elske Frances som karakter, fordi hun er så tidstypisk. Vi lever i en verden, hvor det ikke er unormalt ikke at have fundet sin plads, selvom man er tæt på de 30, for det moderne menneske har så mange valg og så mange muligheder, at det for mange kan være svært at begrænse sig og finde sin plads. Selvom dette er en realitet, er det dog ikke accepteret i alle grupper, at man er lidt forvirret over tilværelsen. Dette paradoks gør Frances til en fantastisk og meget relaterbar karakter.

Filmen er også visuelt tidstypisk. Den er filmet som en hver anden film, men er derefter gjort sort-hvid. Dette er "Frances Ha" ikke alene om, for der er ved at opstå en bølge af sort-hvid film lige nu. Effekten er ikke for at skabe et retro look, og heller ikke for at få os til at tro, at det er fra en anden tidsperiode, men det giver et helt specielt udtryk. Flere gange i løbet af filmen glemte jeg, at der ikke var nogle farver, og dannede mine egne farver. Frances' bluse så af én eller anden grund blommefarvet ud, og det var nemt at forestille sig træerne som grønne og rødvinen som mørkerød, fordi det er ting, som man kender farven på. Det fascinerede mig, hvordan folkene bag filmen har kunne skabe stemninger på trods af, at de ikke har kunne gøre brug af varm belysning eller andre virkemidler med farver.

Plottet bag "Frances Ha" minder mig på mange måder om "Amélie", hvor historien ikke er båret af action, men af detaljerede karakterer og velovervejede replikker. Der er ikke fokus på en masse unødvendige og praktiske ting, men de små finurlige personlighedstræk og de mere komplicerede og store verdenssyn og spørgsmål.

Filmen satte tanker i gang om, hvordan man skal leve sit liv og planlægge sin fremtid, og selvom "Frances Ha" langt fra er en feel-good film, fik den mig alligevel i virkelig godt humør, som inspirerede mig meget.