digte med liv

En ny kunstart er blevet opdaget i min verden. Det hedder poetry slam og er kort fortalt en form for performance, hvor kunstnere optræder eller slammer med deres digte. Jeg er fascineret af kunstnerens betydning i poetry slam - man står selv for alt fra skriveriet til formidlingen af sit værk, og det skal udføres helt perfekt, når man optræder. Godt nok kan man opleve poetry slam på video, men når det skal være helt rigtigt, er man i samme rum som kunstneren og hører det live. Denne kontakt værdsætter jeg i en ellers virtuel verden.

Jeg synes, at poetry slam er mere tilgængelig end almindelige digte. Ordene får et helt specielt liv i poetry slam, som ellers ikke altid findes, når man sidder og læser dem i en bog. Det kræver både øjne og ører af beskueren, og derfor fanger det mig. Kunstneren får også mulighed for at kommunikere ved hjælp af kropssprog og ved at lægge forskellige tryk på ordene, så udtrykket bliver mere fuldendt. Det gør også godt for latterfaktoren i digtet.

En dygtig "slammer", synes jeg, er en, der kan få publikum til at grine og blive rørt indenfor samme digt. Et godt eksempel er søde Sofie, som her optræder med Et teenager liv. Da jeg hørte dette for første gang live, blev jeg blæst væk af al den kraft digtet indeholdt. Jeg kunne relatere til rigtig mange af de samme frustrationer og glæder. Præcis som et ægte teenage-liv svinger jeg mellem at ville græde og at ville grine under dette digt, og det er fantastisk. Det mest imponerende af poetry slam er, hvor meget man kan nå at opleve på så kort tid.

Find andre gode poetry slammere her, her og her. Jeg anbefaler dog at se det live, oplevelsen er hundrede gange bedre og oftest er poetry slam arrangementer gratis.

Update: Copenopen holder poetry slam på Huset-KBH d. 6. december. Se mere om begivenheden her. Læs om en anden begivenhed med gratis poetryslam her.

"i er fede og liderlige og vi elsker jer"

I mellem de mange kunstbøger sidder en høj mand med karakteristiske rynker i panden, som bevæger sig i takt med hans dansende øjenbryn. Han har et skævt smil og en lille sort krølle på toppen. Han er klædt i sort, og hans store hænder, med en tatovering på den højre, bladrer i en bog kaldet "Store flyvemaskiner". Her har han klistret sin poesi ind, og som han selv formulerer det, så er titlen på bogen nok for at kompensere for hans lille ...  

Ved siden af ham sidder en pige med asiatisk udseende. Hun har rødt tøj på, hvide højhælede sko med snørrer og håret sat oppe i to filtrede rottehaler. Hendes ben er meget spredte, for foran hende ligger et rødt keyboard lidt kejtet på en stol magen til den hun sidder på. Hun tygger på tyggegummi, men når hun bliver træt af det, ligger hun det bare på keyboardet, og når hun så får lyst til det igen, tager hun det op og tygger videre.

Jeg står på Statens Museum for Kunst og ser på de to finurlige mennesker foran mig. Det er Mit Navn Er Keith (Keith Thomas Lohse) og Trine Trash. Det er en lørdag aften i april og Stella Polaris har arrangeret Night Music Gallery, som er en række gratis arrangementer med musik og kunst. I aften er det 4 Guys From The Future og de kaninmaskerede mænd Sleep Party People, som sætter stemningen. Ind mellem de to koncerter, sangeren Kristina Renée og nogle DJs, er der poetryslam, som jeg står til lige nu.

Keith læser sine digte op om døden (selv hvis vi blev 200 år, så ville det ikke være noget særligt i forhold til en flintesten), bøffer, damer, fisser og moderkager, og hans varme stemme, temposkiftet i digtene og de kringlede ord og sætninger fanger mig og skaber den fantastiske og samtidig ærgerlige følelse i min krop; hvorfor er det ikke mig, som har skrevet og skabt det dér?

I mens sidder Trine Trash og drikker af en kæmpe øl, bøvser lidt en gang i mellem, og når Keith beder hende om det, spiller hun nogle små stykker musik, som i stemningen passer til alt fra døden til moderkagerne - nogle gange synger hun også, og det lyder virkelig godt, og jeg skammer mig over, at det overrasker mig, men det skyldes nok den ironiske distance hun har lagt til hele arrangementet med bøvseriet, hendes sang om, at hvis orme havde hænder, så ville de klappe, og hendes kommentar; "I er dejlige i jeres anus, og det er fedt I kom!"

Jeg vil virkelig anbefale jer i hvert fald at bruge en halv time på at se første del af arrangementet nedenfor. Giv det i det mindste fem minutter, og hvis du ikke er blevet fanget endnu, så er du velkommen til at tjekke din facebook for 117. gang i dag (tsk). Part 2 her!


Keith & Trine Trash - Part 1 from TVMarineret 3 on Vimeo.

erlend loe uge; fvonk

Det er ikke let at være Fvonk. Hans kone har forladt ham, hans datter kan tale med hunde, og selv er han ved at komme sig over det "snavs" som han har fået sit motions- og vandreforbund ud i. Ud over det er der gravide over det hele. De er sure og krævende, og de lader ham ikke komme nogle vegne.

I Erlend Loes seneste roman Fvonk er hovedpersonen igen en halvdeprimeret, trist nordmand der har en firkantet og naiv tilgang til det hele. Denne gang er der dog ikke blot én, men hele to halvdeprimerede, triste nordmænd, for midt i Fvonks rutineprægede hverdag dukker en kvinde op i sort buksedragt, og få dage senere har han tre mystiske logerende i sin kælder. 

Det viser sig snart at de mystiske logerende er langt mere spektakulære end først antaget - det er nemlig den norske statsminister og hans livvagter der er flyttet ind, simpelthen fordi han er udbrændt. Han gider ikke mere, han orker ikke miljøpolitik og der er alt for mange der forventer alt for meget af ham.

Dette munder ud i mange kopper trøstende te, et flot venskab, og måske formår de to mænd sammen at komme ud af deres krise.

erlend loe uge; doppler

Mit Loe-eventyr startede med bogen her. Jeg fik den anbefalet af min veninde og medblogger, Agnes, hvilket jeg ikke kan andet end at takke for. Doppler er navnet på bogen og er norsk grinebider-litteratur på højt plan. Jeg kan med garanti forsikre om sort humor ala Loe med et tvist af ironiske indspark og akavede situationer.

Bogen handler om Doppler, en kompetent familiefar i sin bedste alder, der efter et styrt på sin cykel beslutter sig for at forlade hus og hjem og flytte ud i skoven.

Som tiden går, bliver mad en sparsom ressource, hvilket tvinger ham ud i at angibe det mangfoldige dyreliv i de norske skove.
Jagten går som den skal, men udover at have en rig bestandel af kød, bliver hans ensomme tilværelse også en del beriget af en ung elgkalv, hvis mor Doppler blot har slået ihjel. Han kalder den for Bongo efter sin far.

Som et kendetegn for Loe optræder der som regel mange sjove og skæve personligheder i hans tekster. Og ikke mindst i bogen her. En af mine helt klare favoritter er Düsseldorf; en midaldrende mand med et stort lager af syltetøj og med den mission at han vil genskabe en model af krigen hvori hans far døde.

Doppler er en bog der gør op med det perfekte samfundsideal og rejser en interessant debat om, hvorvidt det i nutiden er okay at opnå den lunefulde lykke på anden vis end overvejende flertal.

erlend loe uge; muleum

Jeg læste min første Erlend Loe bog i vinteren 2010. Jeg var ved at pakke til skiferie med min familie og manglede en bog at læse i, og som altid spurgte jeg mit bibliotek aka. min mor, om hun havde en, hun kunne anbefale. I hånden fik jeg en lille sort og rød dagboglignende bog, som jeg bogstaveligt talt (okay måske ikke bogstaveligt talt) slugte.

Bogen hedder "Muleum" og er på alle punkter samtidig tragisk og komisk. Den 18-årige pige Julie skriver en 240 siders lang dagbog, og det lyder ikke umiddelbart som én af de gennemførte og skæve figurer, som plejer at fylde Loes bøger, men Julie er alligevel ikke helt gennemsnitlig, for hele hendes familie - undtagen hende selv - styrter ned med et fly, og hvad gør man så?

Julie går til psykolog hos Psykogeir (elller bare Geir), hvis skæg fylder mere og mere, og som vil have hende til at anskaffe sig en hund, for "så glemmer hun alt om hendes døde familiemedlemmer". Julie er dog skeptisk og vil først undersøge sammenhængen mellem selvmordsprocenten og hundetætheden. Når alt kommer til alt gider hun faktisk ikke undersøge noget som helst; hun vil bare væk. Om hun så skal tegne en Muhammedtegning, så én eller anden fra Mellemøsten kommer og dræber hende, eller om hun skal ligge under en traktor i tre dage og blive venner med en syg fugl for at dø af fugleinfluenza.. hun vil hellere være en følfod end være Julie, det er helt sikkert!

Da hendes første ret dramatiske selvmordsforsøg slår fejl, giver det Julie en tænkepause. Hun lytter til Anthony, som synger om, at han ville ønske han var en kvinde, giver hendes families fliselægger en Ferrai, skriver en artikel for et selvmordsblad, gennemfører et Marathon, sender et billede af sig selv til den sexede OL-vinder Ahn Hyun-Soo og møder mange forskellige mennesker.

"Muleum" er en meget rørende bog, og Julies tanker om livet, at det gør det hele nemmere, hvis man ved, at man snart skal dø, og om man har ret til at tage sit eget liv, når man har et ansvar overfor en andens, fascinerer mig meget. Selvom Julie er egoistisk, sur og på mange måder uperfekt, så kommer man i løbet af historien til at holde utrolig meget af hendes væsen. Hun er en klog pige, og Erlend Loe er en klog mand.

erlend loe uge; introduktion

Engang i mellem sker det, at når man anbefaler ting videre til ens veninder, eller bare snakker om dem, bliver de så nysgerrige, at de også vil se hvad det er for noget. Det er sket i dette tilfælde. Agnes læste en bog, Line læste en bog og pludselig læste både mig og Cille også de samme bøger.

De omtalte bøger er skrevet af forfatteren Erlend Loe, og vi har alle gerne ville anbefale noget af hans litteratur. Derfor har vi valgt at samle alle tre indlæg og holde en Erlend Loe uge her på kunstig. Den næste uge vil altså stå i Erlend Loes tegn, og du vil kunne læse om tre af hans meget forskellige bøger. Den ene handler om en familiefar, som falder på cykel og beslutter sig for at forlade alt og flytte ud i en skov. Den anden handler om en ung pige, og er skrevet i dagbogs format om hendes oplevelser efter at hele hendes familie styrter ned i et fly. Og den tredje handler om en mand, som bliver bedste venner med statsministeren.

Men på trods af, at Erlend Loe skriver om mange forskellige mennesker i forskellige siturationer, er der samtidig flere kendetegn og fællestræk for hans bøger. Han har den mest humoristiske vinkel på alt, og selvom de fleste af hans bøger handler om tragiske skæbner og svære perioder, har han en humoristisk vinkel og formår at gøre bøgerne underholdende og sjove, men samtidig fortælle om menneskerne.

Jeg, Maya, kommer ikke til at skrive nogle indlæg, da vi jo som sagt er kommet til at læse de samme. Jeg håber, at I vil tage godt i mod vores nye koncept og vil blive inspirerede til at læse nogle af bøgerne. 

Madsens ÆØÅ

Jeg tror, at genial er det ord, som beskriver Anders Lund Madsen bedst, og det har jeg i den grad fået bekræftet efter at have siddet med snuden i hans bog "Anders Lund Madsens ÆØÅ" lige siden, jeg fik den i fødselsdagsgave i onsdags.

Det er en slags ordbog over ting, der ikke er ord for. F.eks. den lille bunke rod, der ligger midt på trappen, som ingen gider at tage hverken op eller ned, og den sidste tåre før alle bliver glade igen. Alle ordene er på det mystiske sprog Volapük, som efter sigende skulle være opfundet af en præst i 1879. Volapük blev aldrig den helt store succes - Madsens eget bud på dette er, at der jo findes mange ellers glimrende ord for f.eks. kaffe, som på volapük hedder käd, og at der derfor slet ikke var brug for volapük. Derfor besluttede han sig for at stjæle ordene, og dermed navngive de ting, der ikke er ord for.

Det er han virkelig kommet godt fra: Pets (subst.) er den del af et dyr, der er tilbage, når selv dem, som laver coktailpølser, har været der. Ka (subst.) er den lnuttede brummen man laver, når man læner sig frem for at kysse en på kinden, at Nense (vb.) er at opretholde temperaturen i badekaret ved at hælde varmt vand i, og Ovigo (subst.) er erkendelsen af, at det tog, der lige har forladt perronen, er det, som du skulle have været med.

Jeg kunne blive ved og ved og ved med at remse sjove og finurlige ord op, for der er så mange gode. I stedet vil jeg på at allergroveste opfordre dig til, at gå ned i din boghandel og investere i den. Den giver mening for folk i alle aldre, og både min morfar på 90, mine veninder fra klassen og mine forældre har tilsluttet sig men teori: Anders er genial!

naja marie aidt

Naja Marie Aidt er en dansk forfatter og lyriker født i Grønland i 1963. Hun debuterede i 1991 med digtsamlingen "Sålænge vi er unge".

Siden da er der løbet med vand under broen, og hun har udgivet både bøger og (flere) digte siden - desuden har hun også ført pennen, da dukkefilmen, "Strings" fra 2005, skulle skrives.

Fru Aidt er en prisbelønnet dame, og første gang jeg gjorde bekendtskab med hende var, da jeg læste hendes novellesamling, "Bavian", fra 2006. 

Heri skildrer hun en lang række tungsindige liv, hvor man - på en dyster, men harmonisk og smuk måde - får en dyb indsigt under parforholdets, såvel som familiers og individers, facader.

Denne jul fik jeg erhvervet mig de samlede værker af Naja Marie Aidt. En tyk bog á 532 sider som jeg (allerede nu) har kastet mig over.
Som et lille sideprojekt har jeg også sat mig for at fortolke nogle af hendes digte. Det er allerede blevet til hele to af slagsen, der gerne skulle vise noget af Naja's potientiale som ordkværner og daglidagspoet. God fornøjelse!