Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indretning. Vis alle opslag

fredag den 13. december 2013

julegaveønsker | line

I år bærer min ønskeliste rigtig meget præg af, at jeg skal (og vil) rigtig mange ting i løbet af næste år. Til marts skal jeg på studietur til Israel, hvor jeg regner med at komme til at bruge virkelig mange penge - både på selve rejsen, men også på spøjse souvenirs og vilde mængder falaffel. Ud over det er der også SPOT festival, som efterhånden er blevet en tradition, og nu vi snakker Århus, så har Northside festival allerede offentliggjort nogle virkelig gode navne (bl.a. Mew, Cold Specks, The National og Arcade Fire) Og sidst men bestemt ikke mindst, så er der jo Roskilde Festival... Og hvis alt dette skal lade sig gøre, så er jeg nødt til at få en økonomisk håndsrækning eller to.. Eller tre. Men ud over det er der også gjort plads til nogle enkelte "rigtige ting" og den eneste røde tråd er, at der slet ikke er nogen rød tråd overhovedet.





















Prints af HVASS & HANNIBAL
Hvass & Hannibal er en dansk designduo, som blandt meget andet står bag de fleste af Efterklangs albumcovers. Jeg har i meget langt tid været helt forelsket i deres finurlige, farverige og eventyrlige illustrationer, og derfor håber jeg virkelig at et af deres prints kommer til at lægge under træet til mig i år. Jeg har længe ønsket mig det der hedder "One Month", som er det på billedet ovenover. Det er virkelig enkelt, men formår stadig gennem farvekoordination og motiv at indramme Hvass & Hannibals fantasifulde og nærmest barnlige univers helt perfekt.
Hvass & Hannibals webshop er fyldt med fine ting, og du kan finde den lige HER


Mappen "Plissé" fra HAY
Mængden af underlige udklip, halvfærdige tegninger og collager, underlige avisartikler, togbilletter, notatark og mærkelige biologi-kompendier der svømmer rundt mellem hinanden på mit skrivebord synes nærmest uendelig, og lige så meget som der er, lige så lidt plads og engagement har jeg til at få det hele organiseret. Det handler nok mest af alt om, at jeg skal få taget mig sammen, men jeg er ret overbevist om at HAY kan redde mig ud af mit luksusproblem på en lidt sjovere måde, med deres virkelig fine arkivmappe. Jeg elsker generelt hvordan HAY altid formår at gøre helt simple og brugbare ting vanvittigt smukke, og "plissé" er absolut ingen undtagelse!
Tingene fra HAY kan findes HER, men også de i tre fysiske butikker som ligger i København og Aarhus, og rundt omkring i forskellige designbutikker.


MUSIK!
Endnu en gang kan jeg ikke komme uden om hårde pakker i form af enten CD'er eller vinyler. Listen rummer blandt andet et fjollet, vokalharmonipræget og nærmest afrikansk-inspireret sommer-soundtrack med håndklap fra Dirty Projectors' album Swing Lo Magellan, og melankolsk, halvelektronisk, midnatsvenlig støjrock fra Deerhunter's "Halcyon Digest". Og så er der Beirut, der gang på gang formår at gøre alt hvad der er gråt og trist lidt bedre, med halvkikset, frankofil balkan af fineste skuffe - præcis som på albummet "Gulag Orchestra"



onsdag den 11. december 2013

julegaveønsker | agnes

På min ønskeseddel i år er der særligt fokus på tre ting; indretnigsinterior, film og bøger. Det er egentligt ikke noget nyt, men der er alligevel en overflod af netop disse ting denne gang, og det skyldes nok, at mine tanker lige nu handler om næste år, hvor jeg ikke længere går i gymnasiet og skal flytte hjemmefra. Så er der lige pludselig ikke penge til fine ting til hjemmet, og jeg skal have opbygget mine egne samlinger af film og bøger, for mors hjemmebibliotek er ikke lige ved hånden mere.



Gavekort til butikken STILLEBEN
Jeg bliver altid så glad, når jeg befinder mig i interior-butikken STILLEBEN. De to små etager er fyldt med spejle, keramik, hylder, stole, tasker, tæpper, lamper, indrammet grafik mm., og jeg får julelys i øjnene af at være omringet af så mange flotte ting. Jeg har været derinde utallige gange, men der er alt for mange ting, jeg gerne ville eje, så jeg har endnu ikke købt noget. Jeg står lidt mellem de flotte Yvonne Koné tasker og... alt andet! Derfor har jeg valgt at ønske mig et gavekort.
Butikken ligger lige ved Storkespringvandet på adressen Niels Hemmingsens gade 3, og du kan også kigge på produkterne på deres hjemmeside HER



Filmen WE NEED TO TALK ABOUT KEVIN
Jeg så filmen, da den gik i biografen i 2011, og den har aldrig rigtig forladt mit sind igen. Det er en intens fortælling om en mors og søns indbyrdes forhold, som helt fra graviditeten går skævt. Sønnen er utroligt manipulerende, og gør at for at gøre livet surt for moren. Jeg husker tydeligt en scene, hvor drengen er spæd og har hylet hele dagen, så moren stiller sig midt i noget vejarbejde, som larmer så meget, at det kan overdøve sønnens kroniske skrig. Filmen er grusom, frustrerende, uforudsigelig og virkelig dyb. Og så er den visuelt rigtig smuk. Jeg glæder mig meget til at gense den under dynerne med en kop kaffe.
Se traileren HER


Bogen FREUNDE VON FREUNDEN BERLIN
I sommer anbefalede jeg bloggen (her), og nu ønsker jeg mig bogen. Den er ligesom bloggen fyldt med personlige og kreative hjem, og jeg er fan af virtuelle ting, der bliver transformeret til fysisk form - især når det er et så lækkert produkt, som Freunde von Freunden er. Forsiden udstråler virkelig projektets charme, som har fokus på gode billeder, indretningsinspiration og finurlige personligheder, som skinner igennem i deres hjem.
Se mere info om bogen og sneak peek HER

tirsdag den 18. juni 2013

freunde von freunden

På bloggen "Freunde von Freunden" bliver man inviteret indenfor i kreative menneskers hjem. Designere, fotografer, arkitekter, stylister, butiksejere, filminstruktører og andre sjove personligheder fra hele verden åbner deres bolig og giver os et indblik i, hvordan de bor.


Alle hjemmene er meget forskellige; både størrelsen, stilen, og så fordi det er forskelligt, om folkene bor alene, sammen med en partner eller huser en hel familie med børn og kæledyr. Fælles for hjemmene er, at det er meget tydeligt, hvilken person, der bor i dem, og at det er en kreativ person. Der er hjem med blåt gulv, sprudlende tapeter, vildtvoksende planter, rå murstensvægge, farverige boghylder, skriveborder med kaos, minimalistisk indrettede rum og meget mere.


Hvert indlæg på bloggen er dedikeret til en ny bolig, og der er mange flotte billeder af hele rum og små detaljer. Rummene får heller ikke lov til at stå for sig selv, men bliver tit fotograferet med personen og hans eller hendes venner, familie eller kæledyr, mens de bruger rummet. Det gør bloggen meget mere livlig, og det synes jeg er virkelig fedt! I slutningen af hvert indlæg følger man personerne, som bor der, ud i deres lokalområde til deres yndlings café, park, legeplads mm., hvilket giver det sidste strejf af personlighed.

Det er langt fra alle hjemmene, jeg selv ville have lyst til at bo i, men jeg kan stadig finde små detaljer, som en plante ovenpå et tv eller en opslagstavle i en sjov form, som inspirerer mig, og ellers beundrer jeg blot boligen, som udtrykker så meget personlighed. Det er efter min mening disse hjem, som burde være i boligmagasinerne og ikke de pastelfarvede pussenussede boliger, som fylder bladene lige nu.



Se alle hjemmene HER!