tirsdag den 18. juni 2013

freunde von freunden

På bloggen "Freunde von Freunden" bliver man inviteret indenfor i kreative menneskers hjem. Designere, fotografer, arkitekter, stylister, butiksejere, filminstruktører og andre sjove personligheder fra hele verden åbner deres bolig og giver os et indblik i, hvordan de bor.


Alle hjemmene er meget forskellige; både størrelsen, stilen, og så fordi det er forskelligt, om folkene bor alene, sammen med en partner eller huser en hel familie med børn og kæledyr. Fælles for hjemmene er, at det er meget tydeligt, hvilken person, der bor i dem, og at det er en kreativ person. Der er hjem med blåt gulv, sprudlende tapeter, vildtvoksende planter, rå murstensvægge, farverige boghylder, skriveborder med kaos, minimalistisk indrettede rum og meget mere.


Hvert indlæg på bloggen er dedikeret til en ny bolig, og der er mange flotte billeder af hele rum og små detaljer. Rummene får heller ikke lov til at stå for sig selv, men bliver tit fotograferet med personen og hans eller hendes venner, familie eller kæledyr, mens de bruger rummet. Det gør bloggen meget mere livlig, og det synes jeg er virkelig fedt! I slutningen af hvert indlæg følger man personerne, som bor der, ud i deres lokalområde til deres yndlings café, park, legeplads mm., hvilket giver det sidste strejf af personlighed.

Det er langt fra alle hjemmene, jeg selv ville have lyst til at bo i, men jeg kan stadig finde små detaljer, som en plante ovenpå et tv eller en opslagstavle i en sjov form, som inspirerer mig, og ellers beundrer jeg blot boligen, som udtrykker så meget personlighed. Det er efter min mening disse hjem, som burde være i boligmagasinerne og ikke de pastelfarvede pussenussede boliger, som fylder bladene lige nu.



Se alle hjemmene HER!

4 kommentarer:

  1. TAK FOR LINKET!
    Det var da en genial og inspirerende blog at snuse rundt på. Det kan næsten kun gå for langsomt med at få smidt den på læselisten :)))

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt - det er jo det, vores blog er til for ;)
      Jeg elsker virkelig også blogs, som er så gennemførte som Freunde von Freunden er!

      Slet
  2. jeg er blevet afhængig af den her. tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at høre, at der er flere indretningsnørder derude!

      Slet