spot 2014 | agnes

Mit program består i skrivende stund af lidt over 30 kunstnere, som jeg ikke bare har lyst til at se, men som jeg VIRKELIG gerne vil se på årets SPOT Festival. Sidste år formåede jeg at se 19 koncerter på to dage, så lige meget hvor meget jeg prøver, ser det ud som om, jeg kommer til at stå overfor nogle svære valg de næste par dage. LaLaLa eller Darkness Falls? The New Spring eller Sleep Party People? Og må jeg droppe nogle måltider, så jeg kan nå endnu flere koncerter? Selv to af disse tre kunstnere rammer lidt sammen. Lykkeligt men frustreret SUK herfra!

JULIAS MOON
I november var jeg til trioens releasefest for deres første EP ”Backseat Thunder”. Jeg kom dog direkte fra en gymnasiefest og var på det stadie, hvor jeg var mere optaget af alt smørrebrødet, som var stillet frem, end at være den store anmelder-type. Men det er nogle energiske Københavner-drenge, så de kan ikke andet end at skabe en fest, og da deres første single ”Bay” blev P3’s Uundgåelige sidste år, blev Julias Moon allerede på det tidspunkt spået en lys fremtid. De spiller jazz og soul-inspireret pop og forsanger Luis har nok den rareste stemme i det ganske land.

Tjek Julias Moons facebookside for drengestreger og vær på SCC kl. 19:30 fredag den 2. maj!

KILL J
Jeg har i lang tid ikke kunne komme udenom den ikoniske skarptklippede og sølvfarvede frisure på Soundcloud, og nu kan jeg snart heller ikke undgå det på landets scener. Men hvorfor skulle jeg også det? Attituden er lige så skarp som de elektroniske beats, mens melankolien er lige så mørk, som vokalen er lys. Der er kun de to singler ”Bullet” og ”Phoenix” at finde på nettet, men disse to sidder så også lige i skabet, og de af mine venner, som ikke var overbevist i forvejen, blev overbevist, da Kill J for knap en måned siden opvarmede for King Krule. Det er en kunstner, som er værd at høre live, for den her bas skal kunne mærkes i hele kroppen.

Oplev den sølvfarvede frisure og mærk bassen fredag den 2. Maj kl. 00:00 på Radar.

UKENDT KUNSTNER

Drop fordommene om hiphop og lyt til duoen bestående af to mænd, som synger om drengestreger, selvom de godt ved, at de er ved at være lidt for gamle til det. Tekstuniverset består af utallige små referencer til den tid, vi lever i - som på nummeret ”28/46”, hvor de referer til L’EASY-reklamen og synger ”ring 88888888 og snak med Peter” eller på på deres første hit fra sidste år ”Neonlys”, hvor de har tyvstjålet Nick og Jay’s ”Brænder benzin af på HC Andersens Boulevard”. De laver hits om de klassiske emner indenfor rap - damer, penge og stoffer - men tilsat en melankolsk stemning. Man må  ikke gå glip af Jens Oles produktioner bestående af vilde melodier med tunge hiphop beats og jazzede instrumenter, Hans Philips mørke vokal og mestring af det danske sprog på årets SPOT festival.

Der kan ikke andet end at blive fest, når de spiller sammen med S!vas, Gili og Lord Siva, så tag hurtigbrillerne på og kom forbi Den Grå Hal på Godsbanen fredag den 2. Maj kl. 23:15.

farveløse fabler fra en fjern verden

Daehyun Kim fra Sydkorea tegner smukke, farveløse streger under navnet Moonassi. Tegningerne er tydeligt inspirerede af asiatisk stil, men bygger samtidig bro til Vesten med det enkle, grafiske udtryk. De androgyne figurer danner et magisk univers af følelser og tanker, og selvom billederne ligner små fabler fra en fjern verden, kan man relatere til situationerne. Det gennemgående tema er integration mellem mennesker - eller i nogle tilfælde mangel på samme - og illustrerer sort på hvidt skyggesiden af det menneskelige sind.

Moonassi sætter billeder på sindstilstande og formår at ramme plet hver gang. Tegningerne er lige så komplekse som menneskets hjerne, og de kan ved første øjekast se dystre ud - som jeg før beskrev som skyggesiden - men når man dykker ned i fortællingerne bag, er der flere sider af samme streg.
Den midterste illustration med den finurlige titel "Your ego is getting bigger and bigger (like my hand)" kan, som navnet beskriver det, handle om de uinteressante samtaler, hvor personen man taler med har en masse at sige om sig selv og knap så mange spørgsmål til andre. Men det kunne også være en fin illustration på en stresset eller trist person, som får hjælp af en ven til at holde hovedet højt.

Se flere illustrationer og digt dine egne historier på Moonassis hjemmeside HER

julegaveønsker | agnes

På min ønskeseddel i år er der særligt fokus på tre ting; indretnigsinterior, film og bøger. Det er egentligt ikke noget nyt, men der er alligevel en overflod af netop disse ting denne gang, og det skyldes nok, at mine tanker lige nu handler om næste år, hvor jeg ikke længere går i gymnasiet og skal flytte hjemmefra. Så er der lige pludselig ikke penge til fine ting til hjemmet, og jeg skal have opbygget mine egne samlinger af film og bøger, for mors hjemmebibliotek er ikke lige ved hånden mere.



Gavekort til butikken STILLEBEN
Jeg bliver altid så glad, når jeg befinder mig i interior-butikken STILLEBEN. De to små etager er fyldt med spejle, keramik, hylder, stole, tasker, tæpper, lamper, indrammet grafik mm., og jeg får julelys i øjnene af at være omringet af så mange flotte ting. Jeg har været derinde utallige gange, men der er alt for mange ting, jeg gerne ville eje, så jeg har endnu ikke købt noget. Jeg står lidt mellem de flotte Yvonne Koné tasker og... alt andet! Derfor har jeg valgt at ønske mig et gavekort.
Butikken ligger lige ved Storkespringvandet på adressen Niels Hemmingsens gade 3, og du kan også kigge på produkterne på deres hjemmeside HER

Filmen WE NEED TO TALK ABOUT KEVIN
Jeg så filmen, da den gik i biografen i 2011, og den har aldrig rigtig forladt mit sind igen. Det er en intens fortælling om en mors og søns indbyrdes forhold, som helt fra graviditeten går skævt. Sønnen er utroligt manipulerende, og gør at for at gøre livet surt for moren. Jeg husker tydeligt en scene, hvor drengen er spæd og har hylet hele dagen, så moren stiller sig midt i noget vejarbejde, som larmer så meget, at det kan overdøve sønnens kroniske skrig. Filmen er grusom, frustrerende, uforudsigelig og virkelig dyb. Og så er den visuelt rigtig smuk. Jeg glæder mig meget til at gense den under dynerne med en kop kaffe.
Se traileren HER

Bogen FREUNDE VON FREUNDEN BERLIN
I sommer anbefalede jeg bloggen (her), og nu ønsker jeg mig bogen. Den er ligesom bloggen fyldt med personlige og kreative hjem, og jeg er fan af virtuelle ting, der bliver transformeret til fysisk form - især når det er et så lækkert produkt, som Freunde von Freunden er. Forsiden udstråler virkelig projektets charme, som har fokus på gode billeder, indretningsinspiration og finurlige personligheder, som skinner igennem i deres hjem.
Se mere info om bogen og sneak peek HER

jeg elsker jørgen leth

Jeg elsker Jørgen Leth. Han er en 76-årig mand, og jeg kan relatere til alt, hvad han siger. Er det freaky? På albummet "Vi sidder bare her" reflekterer Leth over forskellige trivialiteter, man støder på i hverdagen, mens Mikael Simpson og Frithjof Toksvig spiller jazzede toner indover.

I "Notesbogen" fortæller han om, at han ikke stoler på sin hukommelse - det er så enkelt sagt, men så rigtigt. Jeg samler ubevidst inspiration alle døgnets timer, men jeg laver så meget, at hvis jeg ikke skriver idéen ned, så snart jeg får den, så er den væk for altid. Den kommer aldrig igen. Leths sætning om hukommelse rammer plet på, hvorfor jeg altid går rundt med én eller to hæfter i tasken, over 40 noter på min iPhone og kravetæer på min håndryg.

Han berører også flere gange emner om at være ung og gammel. I "Min Første Forelskelse" mindes han den lidt akavede følelse af være fascineret af det andet køn for første gang, men ikke turde nærme sig, og i "Dans" fortæller han om, at han er blevet for gammelt til at danse, men alligevel ikke kan lade vær. Et alvorligere syn på alderdommen kommer frem på afslutningsnummeret "Lidt Tung I Det", og selvom jeg endnu kun er på mit første år som voksen, så reflekterer jeg selv over livet, og det at blive ældre.

"Vi sidder bare her" er virkelig blevet min afstresningsmedicin de seneste par måneder. Jeg har gået ture i efterårsfarverne, fået røde kinder af den friske luft, nydt solskinnet og ladet mine tanker koncentrere sig om Jørgen Leths behagelige, dybe stemme. Og når jeg har sidder med min laptop og haft alt for mange ting at lave - så jeg i travlhed og forvirring ikke har kunne overskue at lave nogle af tingene - har jeg sat netop dette album på, lagt mig ned i min seng og været i en nærmest mediterende tilstand. Så har jeg startet med nummeret "At Koble Helt Af", og for at motivere mig til at starte på nogle af alle de ting, jeg skal have ordnet, har jeg afsluttet meditationen med "At komme i gang", hvor han siger; "Og der er altid flere ting, der skal laves, og så laver man altid det, der er lettere. Man laver det andet, man laver ikke dét, man laver altid det andet i stedet for".

Albummet kan streames på Spotify og selvfølgelig købes i butikkerne.
Trioen har også lavet albummet "Ikke Euforisk" i samme stil.

teenagesind i voksenkrop

For mig er biografturer en efterårsting. Ligesom vi om sommeren har utallige festivaler og stemningsfulde udendørs arrangementer, skal der også være noget hyggeligt at tage sig til i den rødbrune tid. Så i stedet for at sidde på mit værelse i tusind sweatere og blive blegere og blegere, mens jeg fik en præ-vinterdepression, tog jeg søndag eftermiddag i biografen og så "Frances Ha". 

Frances er en kvinde i slutningen af 20'erne, som har et sind som en teenager. Hun rydder aldrig op, men mener dog selv, at det skyldes travlhed - ikke at hun er et rodehoved. Hun har sat sig for, at hun vil være moderne danser, men er ikke synderligt god til det, og kan ikke rigtig få tjent nok på det til at betale huslejen. Det fører til, at hun bor fire-fem forskellige steder i New York i løbet af filmen. Hun vil gerne nå en masse fornuftige voksen-ting, men ender med at spise æg-og-bacon-bagels, som hendes roomies one night stand laver til hende og senere se film med hendes anden roomie Benji, som er hemmeligt forelsket i hende.

Frances har ingen situationsfornemmelse, og især overfor mænd er hun ekstremt akavet, så Benji kalder hende undateable. Frances drømmer om et liv med elskere, mens hun bor som et gammelt lesbisk ægtepar med sin bedste veninde Sophie, for selvom hun ikke må sove med sokker, så er Sophie den bedste room mate, som rydder op efter hende, går med hende på toilettet selvom det ikke er 2. klasse mere og laver ufornuftige ting hver weekend. Det er meget mere simpelt end med kærester, som vil flytte sammen og have katte.

Frances kan virke som en kaotisk person, men fordi hun selv tager det meget, som det kommer, og tager en weekend til Paris selvom hun ikke engang har råd til at leve i New York de næste to dage, så virker hun mere rolig end kompliceret. Hendes barnlige teenagesind er grunden til mange problemer, men det er også grunden til, at hun alligevel har et godt liv.

Man kan ikke andet end at elske Frances som karakter, fordi hun er så tidstypisk. Vi lever i en verden, hvor det ikke er unormalt ikke at have fundet sin plads, selvom man er tæt på de 30, for det moderne menneske har så mange valg og så mange muligheder, at det for mange kan være svært at begrænse sig og finde sin plads. Selvom dette er en realitet, er det dog ikke accepteret i alle grupper, at man er lidt forvirret over tilværelsen. Dette paradoks gør Frances til en fantastisk og meget relaterbar karakter.

Filmen er også visuelt tidstypisk. Den er filmet som en hver anden film, men er derefter gjort sort-hvid. Dette er "Frances Ha" ikke alene om, for der er ved at opstå en bølge af sort-hvid film lige nu. Effekten er ikke for at skabe et retro look, og heller ikke for at få os til at tro, at det er fra en anden tidsperiode, men det giver et helt specielt udtryk. Flere gange i løbet af filmen glemte jeg, at der ikke var nogle farver, og dannede mine egne farver. Frances' bluse så af én eller anden grund blommefarvet ud, og det var nemt at forestille sig træerne som grønne og rødvinen som mørkerød, fordi det er ting, som man kender farven på. Det fascinerede mig, hvordan folkene bag filmen har kunne skabe stemninger på trods af, at de ikke har kunne gøre brug af varm belysning eller andre virkemidler med farver.

Plottet bag "Frances Ha" minder mig på mange måder om "Amélie", hvor historien ikke er båret af action, men af detaljerede karakterer og velovervejede replikker. Der er ikke fokus på en masse unødvendige og praktiske ting, men de små finurlige personlighedstræk og de mere komplicerede og store verdenssyn og spørgsmål.

Filmen satte tanker i gang om, hvordan man skal leve sit liv og planlægge sin fremtid, og selvom "Frances Ha" langt fra er en feel-good film, fik den mig alligevel i virkelig godt humør, som inspirerede mig meget.

king krule

På trods af at King Krule i den grad er enestående, er det alligevel nærliggende at nævne James Blake. Ud over at de deler den britiske nationalitet, har de nemlig også det tilfælles, at de lyder meget ældre, end de er. Når jeg hører King Krules vokal, forestiller jeg mig ikke en rødhåret, splejset teenage-dreng ved navn Archie Marshall, selvom dette netop er tilfældet.

For snart en måned siden udkom King Krules debutalbum, Six Feet Beneath The Moon, et album der både har været længe ventet og meget lang tid undervejs. Allerede i 2010 blev han kendt for sin særlige stemme, dengang bare under navnet Zoo Kid. Ud over et navneskift og en ganske fremragende EP, er der ikke sket så meget på de snart tre år der er gået, bortset fra at han med tiden har skrabet flere og flere fascinerede og forventningsfulde lyttere til. Netop dét var meget tydeligt, da albummet blev lagt til stream 10 dage før udgivelsen, som også er 10 dage før hans 19 års fødselsdag. Der var nemlig så mange besøgende, at siden var tæt på at gå ned - og det med meget god grund.

På trods af utallige gennemlytninger af debut-ep'en og to års "tilvænning", er det stadigvæk fascinationen af Archie Marschalls markante vokal, der gang på gang får mig til at sætte Six Feet Beneath på repeat. Den er dyb, hæs og soulet, og lyder slet ikke som noget, der kunne komme ud af denne Ron Weasley kopi (uden videre sammenligning end de røde lokker).

Der er tale om lo-fi af allerfineste skuffe, skramlet og dystert som noget der kunne være indspillet i et soveværelse eller en mørk kælder, med henslængte guitarklimt og trommemaskiner - f.eks. på Borderline. På nogle af numrene er der en nærmest oprørsk stemning, f.eks. åbningsnummeret Easy Easy, eller Has It Hit, hvor han hæst og desperat nærmest skriger ting som "there's no meaning, girl i'm the only one believing" mens et nummer som Neptune Estate perfekt indrammer lyden af storbymelankoli og tomme, regnfyldte gader. Det er mørkt og dystert og et helt perfekt soundtrack til sene nattetimer, og måden hvorpå genrer som RnB og hiphop blandes med den førnævnte lo-fi, gør Six Feet Beneath The Moon til et helt enestående album, der i min bog allerede nu kandiderer til at være et af årets bedste.

ung og kulturel i hovedstaden

Jeg undrer mig tit over, hvorfor jeg altid er den yngste til de små koncerter, udstillinger og andre kulturelle arrangementer, der foregår rundt omkring i København. De fleste til disse events ser ud til at være mellem 25 og 30 år, og ikke 18 (ligesom mig) eller yngre. Det kan ikke være pga. pengene, for en stor del af arrangementerne er gratis eller koster under 100 kroner. Det kan heller ikke være fordi, at jeg er den eneste under 20 år, som interessserer sig for musik, kunst og kultur, for det kan jeg jo f.eks. se på jeres kommentarer på kunst-ig, at jeg ikke er. Så hvorfor kommer I ikke afsted?

Siden jeg bor i København, har jeg svært ved at guide til arrangementer i f.eks. Århus, så derfor er her nogle billige arrangementer i hovedstaden det næste stykke tid.

JOHAN OG FAR AWAY FROM FIJI PÅ RUST
Jeg har før nævnt Far Away From Fijis musik (her) og videoer (her) på bloggen, og har begge gange prøvet at proppe dem ned i halsen på jer, fordi jeg elsker dem så meget. Hvis det har virket, og I også er begyndt at holde af deres dejlige melodier, så tag forbi spillestedet RUST fredag den 13. (uuh) september og hør dem sammen med bandmedlemmet Jeppe Kolstrups bror Johan. Det er det perfekte sted at starte en god bytur!

COPENHAGEN ART WEEK
Fra den 23. august og til og med 1. september er der virkelig gang i kunst-miljøet i København, da både Art Copenhagen (Forum), Alt_Cph (Amager) og den nye Chart (Charlottenborg) løber af stablen i løbet af denne periode. Alle tre kunstmesser gør, at der udover hele byen sker en masse i kunstens tegn. Der er udstillinger, ferniseringer, debatter, filmvisninger og performances, og hele programmet kan man finde her - det kræver dog, at man tager sig tid til at læse og sætte sig ind i de forskellige begivenheder. Man kan komme gratis til alle disse ting, hvis man skriver en mail til DR's Kunstklub kunst@dr.dk med navn, postadresse, telefonnummer og et par ord om sig selv, for så har man mulighed for at vinde en "Art Week Handbook", som man skal udfylde, når man besøger de forskellige arrangementer. Jeg modtager selv to af dem om et par dage, og jeg glæder mig til at se nærmere på, hvad disse bøger indeholder.

FOREDRAG MED JEN DAVIS
Jen Davis har i lidt over 10 år taget utallige selvportrætter. Med en vægt på over 100 kilo gør hun op med tidens såkaldte selfies fyldt med overfladiske smil, og portrætterer sig selv og sin krop på en meget ærlig måde. Du kan opleve hende tale om hendes billeder på Fotografisk Center den 27. august kl. 17. Det koster kun 40 kroner, men igen kan du sende en mail til DR Kunstklub med "Jen Davis" i emnefeltet og skrive navn og et par ord om dig selv og den 23. får du besked på, om du har vundet én af de tre billetter til foredraget. Hvis du ikke har mulighed for det, så er hendes hjemmeside virkelig et kig værd her.

Like vores facebook-side, hvor jeg nogle gange vil linke til små arrangementer, som måske ikke når i et indlæg her på bloggen.

bill cunningham

Blandt yellow cabs, limousiner og dyttende biler cykler en ældre mand i blå jakke og med et Nikon analogkamera over skulderen. Det er den 80-årige fotograf Bill Cunningham, som - efter 28 stjåldne - kører på sin 29. cykel gennem New Yorks travle gader for at fotografere mennesker og deres påklædning. For ham er det bedste modeshow på gaden.

Bill arbejder på den verdenskendte avis New York Times, hvor han hver uge har nogle sider til sine billeder af modens tendenser og nattelivets arrangementer i byen der aldrig sover. Han har altid været interesseret i mode, og gik som knægt i kirke udelukkende for at se på damernes flotte hatte. Siden da har han både haft sin egen hattebutik under navnet William J, og han startede egentligt med at fotografere for at finde inspiration til sine hatte, men siden har det udviklet sig til, at han har taget billeder til magasinet Details, som startede i 1982, hvor han havde over 100 sider i hvert nummer, og fotograferet for Womens Wear Daily. Selv beskriver han det som, at han spiser med øjnene.

Hans måde at fotografere og hans syn på mode skiller sig ud fra andre såkaldte "paparazzier" (som han heller ikke vil kaldes). Han prøver ikke at skabe tendenser ved at tænke, at f.eks. røde sko er in, og derefter gå ud og fotografere alle han kan finde, som har iført sig røde sko. Han går ud og "lader gaden fortælle tendenserne", som han selv formulerer det. Derudover er han meget kritisk overfor, hvad han tager billeder af. Han fotograferer kun ting, han ser på podiet, hvis han tror på, at normale folk ville gå med det til hverdag, og han fotograferer ikke bare kendisser, fordi de er kendte, men kun hvis de har noget flot tøj på, som han finder interessant. Han er klar over, at der eksisterer et hieraki i bylivet, men han ignorerer det og gør alle lige, så længe deres tøj er fabulous, har de plads på hans sider i Times. Han var én af de første til at udgive billeder af transvestitterne i deres spraglede kjoler.

Udover at han cykler det mest trafikerede sted i verden, arbejder som mand i en feminin modebranche, og at det lader til, at han aldrig går på pension, så er Bill også en speciel fyr, når det gælder penge. Han tager sjældent penge for sine jobs, for han vil ikke bindes og stilles krav til - han vil gøre tingene på sin egen måde. Penge interesserer ham generelt ikke. Han lever og ånder for en modeverden fyldt med glamour, men går selv udelukkende i sin blå arbejderjakke, da hans kamera alligevel ødelægger den hurtigt. Et plasticregnslag slår til, når det regner, men også dette skifter han kun ud, når han har repareret det med så meget gaffatape, at der ikke er mere plastic tilbage.

Alle holder af Bills venlige væsen, som aldrig har misbrugt et billede og sat det i en ond sammenhæng, selvom han har haft mange muligheder. Han er blevet en verdensmand med postkassen fyldt med så mange invitationer til events, at han umuligt kan nå til alle på hans lille, røde cykel. Anna Wintour beskriver hans rolle i modeverden som; "We all get dressed for Bill." 

Indlægget er skrevet ud fra dokumentaren "Bill Cunningham New York", som kan ses gratis på filmstriben.dk

I dokumentaren møder man blandt andet personerne på de to midterste billeder, som er Bills faste "motiver".

er toiletpapir kunst?

For nogle måneder siden så jeg Tara Donovans udstilling på Lousiana med medskribent Maya. Vi var begge begejstrede for hendes installationer, som bestod af små hverdagsting bla. sugerør, servietringe, paptallerkner og sølvfolie, som hun havde arrangeret i store skulpturer og gjort til noget noget smukt og ekstraordinært. De mange sugerør, som stak ud fra væggen, lignede pludselig en kæmpe sky, og sølvfoliet lignede noget fra langt ude i rummet eller en koral dybt nede i havet. Selve Donovans arbejdsprocess er også fascinerende. Det, at hun bruger hverdagsting, startede som en praktisk beslutning, fordi hun ville lave store installationer, men manglede penge, så hun måtte bruge det, hun kunne skaffe billigt. Efterhånden blev det mere bevidst og hendes kendetegn. Hendes installationer bliver lavet i det rum, de skal udstilles i, og er også mere spændende at se i virkeligheden end på billeder på nettet, som i desværre må nøjes med.

For et par uger siden faldt jeg over et billede på nettet af en masse toiletpapir hængt op på en væg, så det lignede noget elegant silkestof. Det mindede mig om Tara Donovan, og jeg fandt frem til kunsteren. Det er Sakir Gokcebag, som ligesom Donovan har et gennemgående tema med at bruge hverdagsting i sine kunstværker. Han bruger bælter, tøjklemmer, målebånd, paraplyer mm., men hans værker er dog ikke så storladne og spacy som mange af Donovans. Alle værkerne virker meget gennemtænkte. I serien "Perfectionist" danner nogle vatterpas en robot, hvor både en robots fejlfrie mekanik og funktioner, som ikke laver menneskelige fejl, og vatterpas som kan måle om ting er præcise og vandrette, er symboler på perfektion. I serien "Prayers" former bedekrænse nogle molekyle-agtige figurer, som er noget naturvidenskabeligt, og denne dobbelthed findes i mange af værkerne, hvis man kigger efter. Se flere af hans værker her!

Der er godt nok 18 års forskel mellem de to kunstnere, men de kunne da være et kønt par.

en regnbue engel

Jeg kom den anden dag til at tænke på en kortfilm, som jeg så i en tysktime i folkeskolen. Jeg fandt den på vimeo, og den var lige så rørende og velgennemtænkt, som jeg huskede den. På blot seks minutter bliver en historie om to brødre skabt, og det er noget af det smukkeste, især da fortællervinklen er lillebroren, som har et meget naivt syn på verden. Kærligheden mellem de to brødre lyser ud af dem - storebroren, som beskytter lillebroren mod virkeligheden med en opdigtet historie om regnbueengle, og lillebroren, som er glad på sin ældre brors vegne, da han flyver væk.


Regenbogenengel from Anna Kasten on Vimeo.

henrys dream

Om under en uge bliver der henover tre dage skabt et nyt og hemmeligt univers. Det er festivalen Henrys Dream, som bliver afholdt den 18.-20. juli, og som på mange måder skiller sig ud fra andre festivaler. Henrys Dream er ikke bare en musikfestival med store mængder af alkohol - den stræber efter at være en form for tilstand skabt af omgivelserne, menneskerne og kunsten omkring festivalgæsterne.

Ligesom navnet er det samme som Nick Cave and the Bad Seeds album fra starten af 90'erne er hele festivalens visuelle identitet allerede før festivalens begyndelse tydeligt inspireret af 90'ernes hologram og grunge-undergrundsstil. Det ses på deres tumblr/hjemmeside, plakater og små film med tilføjelser til musik-programmet (her, her, her, her og her). Jeg er meget imponeret over deres visuelle profil, og alle de påfund, som allerede inden festivalen er startet, har gjort mig fascineret af arrangementet. F.eks. at man ikke kender festivallens destination, før man bliver fragtet derhen af nogle veterantoge, at man ikke kan komme tilbage til festivalen, hvis man forlader den, og at man kan ringe og indtale en drøm på deres telefonsvarer, som så bliver en del af en kunstinstallation på festivalen.

Det er første, men forhåbentligt ikke sidste gang, at Henrys Dream bliver afholdt. Jeg er selv forhindret i at deltage, da jeg lige nu sidder på den anden side af jorden, men jeg håber, at festivalen bliver en så stor succes, at jeg får mulighed for at opleve den næste år. Sidste udmeldning er dog, at der kun er blevet solgt en fjerdedel af billetterne, så jeg vil opfordrer alle til at støtte dette nye arrangement og samtidig give dig selv en oplevelse, du ikke finder andre steder. Køb billetter her! 

Du kan læse mere på deres flotte hjemmeside her og følge dem på facebook her

"i er fede og liderlige og vi elsker jer"

I mellem de mange kunstbøger sidder en høj mand med karakteristiske rynker i panden, som bevæger sig i takt med hans dansende øjenbryn. Han har et skævt smil og en lille sort krølle på toppen. Han er klædt i sort, og hans store hænder, med en tatovering på den højre, bladrer i en bog kaldet "Store flyvemaskiner". Her har han klistret sin poesi ind, og som han selv formulerer det, så er titlen på bogen nok for at kompensere for hans lille ...  

Ved siden af ham sidder en pige med asiatisk udseende. Hun har rødt tøj på, hvide højhælede sko med snørrer og håret sat oppe i to filtrede rottehaler. Hendes ben er meget spredte, for foran hende ligger et rødt keyboard lidt kejtet på en stol magen til den hun sidder på. Hun tygger på tyggegummi, men når hun bliver træt af det, ligger hun det bare på keyboardet, og når hun så får lyst til det igen, tager hun det op og tygger videre.

Jeg står på Statens Museum for Kunst og ser på de to finurlige mennesker foran mig. Det er Mit Navn Er Keith (Keith Thomas Lohse) og Trine Trash. Det er en lørdag aften i april og Stella Polaris har arrangeret Night Music Gallery, som er en række gratis arrangementer med musik og kunst. I aften er det 4 Guys From The Future og de kaninmaskerede mænd Sleep Party People, som sætter stemningen. Ind mellem de to koncerter, sangeren Kristina Renée og nogle DJs, er der poetryslam, som jeg står til lige nu.

Keith læser sine digte op om døden (selv hvis vi blev 200 år, så ville det ikke være noget særligt i forhold til en flintesten), bøffer, damer, fisser og moderkager, og hans varme stemme, temposkiftet i digtene og de kringlede ord og sætninger fanger mig og skaber den fantastiske og samtidig ærgerlige følelse i min krop; hvorfor er det ikke mig, som har skrevet og skabt det dér?

I mens sidder Trine Trash og drikker af en kæmpe øl, bøvser lidt en gang i mellem, og når Keith beder hende om det, spiller hun nogle små stykker musik, som i stemningen passer til alt fra døden til moderkagerne - nogle gange synger hun også, og det lyder virkelig godt, og jeg skammer mig over, at det overrasker mig, men det skyldes nok den ironiske distance hun har lagt til hele arrangementet med bøvseriet, hendes sang om, at hvis orme havde hænder, så ville de klappe, og hendes kommentar; "I er dejlige i jeres anus, og det er fedt I kom!"

Jeg vil virkelig anbefale jer i hvert fald at bruge en halv time på at se første del af arrangementet nedenfor. Giv det i det mindste fem minutter, og hvis du ikke er blevet fanget endnu, så er du velkommen til at tjekke din facebook for 117. gang i dag (tsk). Part 2 her!


Keith & Trine Trash - Part 1 from TVMarineret 3 on Vimeo.

freunde von freunden

På bloggen "Freunde von Freunden" bliver man inviteret indenfor i kreative menneskers hjem. Designere, fotografer, arkitekter, stylister, butiksejere, filminstruktører og andre sjove personligheder fra hele verden åbner deres bolig og giver os et indblik i, hvordan de bor.

Alle hjemmene er meget forskellige; både størrelsen, stilen, og så fordi det er forskelligt, om folkene bor alene, sammen med en partner eller huser en hel familie med børn og kæledyr. Fælles for hjemmene er, at det er meget tydeligt, hvilken person, der bor i dem, og at det er en kreativ person. Der er hjem med blåt gulv, sprudlende tapeter, vildtvoksende planter, rå murstensvægge, farverige boghylder, skriveborder med kaos, minimalistisk indrettede rum og meget mere.

Hvert indlæg på bloggen er dedikeret til en ny bolig, og der er mange flotte billeder af hele rum og små detaljer. Rummene får heller ikke lov til at stå for sig selv, men bliver tit fotograferet med personen og hans eller hendes venner, familie eller kæledyr, mens de bruger rummet. Det gør bloggen meget mere livlig, og det synes jeg er virkelig fedt! I slutningen af hvert indlæg følger man personerne, som bor der, ud i deres lokalområde til deres yndlings café, park, legeplads mm., hvilket giver det sidste strejf af personlighed.

Det er langt fra alle hjemmene, jeg selv ville have lyst til at bo i, men jeg kan stadig finde små detaljer, som en plante ovenpå et tv eller en opslagstavle i en sjov form, som inspirerer mig, og ellers beundrer jeg blot boligen, som udtrykker så meget personlighed. Det er efter min mening disse hjem, som burde være i boligmagasinerne og ikke de pastelfarvede pussenussede boliger, som fylder bladene lige nu.

Se alle hjemmene HER!

kunsten i rum

I december vandt jeg to billetter på den danske kunstblog IDOART til foredraget LYNtalk. Den ene af foredragsholderne var den spanske kunstner Luis Urculo, som har studeret arkitektur og design. Når jeg tænker på en arkitekt, tænker jeg med det samme bare på store bygninger, men Urculo arbejder meget mere med installationer, video og rum. Han viste nogle af sine værker til foredraget, f.eks. en videoinstallation, som han havde lavet i et butiksvindue (se her) og en 2,6 km lang lysinstallation på en privat vej (se her). Nogle af de andre værker vil jeg vise i dette indlæg.




Luis Urculo arbejder med at få ting til at ligne andre ting. Det er ting som træpaller, fugleburer, bøger, puder, lamper, glaskander, tæpper og alle mulige andre objekter, som man kan forestille sig, han har fundet i sit hjem. Tingene arrangerer og stabler han, så det kommer til at ligne bygninger, som i filmen "Dear New York" (nederst) og i "Covers", hvor han efterligner kendte bygninger. I den øverste film kaldet "Ruined" opstiller han ting, som er lavet af forskellige materialer. Kameraet venter på, at tingene falder sammen, og det er spændende at se, hvad der falder først, hvordan det skaber en domino-effekt, og hvordan de forskellige materialer lyder, når de rammer jorden.

Et lidt anderledes projekt, han har lavet, er gulvet i det centrale areal på kunstcenteret La Casa Encendida i Madrid. Det er et interaktivt kunstværk, da der er lagt tre lag gulv, som har forskellige mønstre, og hvert lag bliver slidt, når folk går på det, så mønstret nedenunder kommer til syne. Til foredraget fortalte han om, hvordan der indenfor få uger blev dannet tydelige stier mellem de forskellige døre, hvor man kunne se, at de fleste mennesker gik. Jeg elsker værker, hvor publikum bliver en del af det, og som hele tiden er i forandring, så dette værk har virkelig sat sig fast i min erindring. 

Efter jeg kom hjem fra foredraget gik jeg på opdagelse i flere af hans værker på nettet, og du kan gøre det samme her.