For snart en måned siden udkom King Krules debutalbum, Six Feet Beneath The Moon, et album der både har været længe ventet og meget lang tid undervejs. Allerede i 2010 blev han kendt for sin særlige stemme, dengang bare under navnet Zoo Kid. Ud over et navneskift og en ganske fremragende EP, er der ikke sket så meget på de snart tre år der er gået, bortset fra at han med tiden har skrabet flere og flere fascinerede og forventningsfulde lyttere til. Netop dét var meget tydeligt, da albummet blev lagt til stream 10 dage før udgivelsen, som også er 10 dage før hans 19 års fødselsdag. Der var nemlig så mange besøgende, at siden var tæt på at gå ned - og det med meget god grund.
På trods af utallige gennemlytninger af debut-ep'en og to års "tilvænning", er det stadigvæk fascinationen af Archie Marschalls markante vokal, der gang på gang får mig til at sætte Six Feet Beneath på repeat. Den er dyb, hæs og soulet, og lyder slet ikke som noget, der kunne komme ud af denne Ron Weasley kopi (uden videre sammenligning end de røde lokker).
Der er tale om lo-fi af allerfineste skuffe, skramlet og dystert som noget der kunne være indspillet i et soveværelse eller en mørk kælder, med henslængte guitarklimt og trommemaskiner - f.eks. på Borderline. På nogle af numrene er der en nærmest oprørsk stemning, f.eks. åbningsnummeret Easy Easy, eller Has It Hit, hvor han hæst og desperat nærmest skriger ting som "there's no meaning, girl i'm the only one believing" mens et nummer som Neptune Estate perfekt indrammer lyden af storbymelankoli og tomme, regnfyldte gader. Det er mørkt og dystert og et helt perfekt soundtrack til sene nattetimer, og måden hvorpå genrer som RnB og hiphop blandes med den førnævnte lo-fi, gør Six Feet Beneath The Moon til et helt enestående album, der i min bog allerede nu kandiderer til at være et af årets bedste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar