fredag den 1. november 2013

med naturen som atelier

Forestil dig en gang at slentre gennem skoven en stille efterårsdag. Solen skinner for oven, du går i dine egne tanker. Pludselig støder du på en samling af farverige blade nøje lagt i orden efter størrelse og farve. Du tænker måske ikke så meget over det, men alligevel fascineres du. Hvem mon har været på spil? Hvem eller hvad ved du ikke, men måske er vedkommende blevet inspireret af den britiske skulptør og fotograf, Andy Goldsworthy - en sand mester når det gælder håndværk.

Jeg blev for nyligt introduceret til Goldsworthy's værker, der alle fortæller en historie om en mands sande dedikation til moder jord. Han er hurtigt gået hen og blev en favorit; den måde han bruger naturen på fascinerer mig noget så dybt. Hans arbejde og perfektionisme rører mig på en helt særlig måde - mest af alt fordi han har fået mine øjne op for, hvor meget jeg egentlig bare lader passere, men som han værdsætter på en yderst beundringsværdig måde!
En af mine favoritter blandt hans, efterhånden voksende, guldgrube af værker er hans famøse bladhorn bestående af mange hundrede - hvis ikke tusindvis - af blade, der blot er holdt sammen af torne. Ikke en eneste form for kunstigt, menneskeskabt materiale er brugt. Endnu et eksempel på en genial tankegang krydret med en vanvittig tålmodighed.
Jeg synes det er utroligt hvordan Andy Goldsworthy har givet sig selv den tid, at kæle for hver enkelt finesse; hvert enkelt lille blad er omhyggeligt udvalgt, sorteret og foldet.
En mand med denne passion og kunst skal man skam lede længe efter!

Hvis du er interesseret i mere Goldsworthy, kan du først og fremmest tjekke den HER video ud, der i korte klip, viser nogle af hans mesterværker!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar