流行 // trend

Trends for mig er noget af det mest bizarre, vi mennesker har. Pludselig og over meget kort tid bliver en god portion af verdens befolkning enige om, at dyrke præcis det samme. Måske findes der en indviklet psykologisk forklaring bag det hele. Indtil jeg finder den, vil jeg i hvert fald undre mig over, hvordan så mange mennesker på samme tid bliver enige om, hvad der er fedt. Det er vel ikke gået nogen forbi, at 90'erne i den seneste tid har bevæget sig fra helt vildt kikset til hipt. Trends går gennem nationaliteter, aldre og sociale lag som en virus. Derfor fascinerer de mig.

Som halv japaner, der boede mange år i Asien, synes jeg også, det er sjovt, at moderne asiatisk kultur nu også er en trend. I starten virkede fascinationen bare som en døgnflue for mig – en af de trends der starter og slutter i Tumblrs mørke hjørner. Jeg tænkte ikke at deprimerende tekst på fejlskrevet japansk med 10.000 notes betød en ny trend. Jeg læste Kpop drenges opdukken på min Facebook-startside bare som nogles dårlige smag. Men jeg begyndte at tænke mig om, da mine venner begyndte at tage til en natklub med japansk tema, og JULIAS MOON (på ovenstående billede) lavede en musikvideo med kinesiske undertekster. Nu begyndte også folk, jeg kunne relatere til, at imitere Asien. Asien er blevet trendsætteren. Det er utroligt spøjst for mig, for jeg ved at japanere, koreanere og kinesere netop stræber efter at ligne Vesten. Det vil sige at folk efterligner nu nogen, der efterligner deres egen kultur.

Egentligt er det ikke nogen særlig ny trend. Buddhismen har inspireret vesterlændinge i årtier (der er endda en dansk lama), og alle kender nok mindst én med et kinesisk tegn tatoveret på kroppen. Hayao Miyazakis film hitter hos japanere og vesterlændinge, og Murakami, Kusama og Yamamoto er mere kendte i udlandet end i Japan. Men det er første gang, jeg ser at asiatisk kultur begynder at få indflydelse på mode og musik. Ting, der før plejede at være kiksede er i fremgang – det gælder asiatisk stil, 90'erne og fantasy-genren med Game of Thrones. Det er forfriskende.

fanget i en andens krop

Ovenstående billede kan godt ligne noget fra en syret fremtidsfilm eller noget hjernevaskning af en art. Sådan sad jeg i søndags, sammen med min familie. På værket Skammekrogen, som var muligt at opleve på Nikolaj Kunsthal indtil sidste søndag, kunne vi, de deltagende, komme ind i en andens krop gennem en skærm og et par hovedtelefoner.

Virtual reality er et forholdsvis nyt medie, som udspringer fra gamer-teknologi. Det startede med idéen om at lave 3D-briller med to små skærme i, så gamere kunne leve sig fuldstændigt ind i universet. Når man har brillerne på, ser man gennem øjnene af en fra spillet. Tilføj dertil nogle hovedtelefoner med stereolyd, og så kan man både se og høre som om man er med i spillet. Denne teknologi har filmskabere taget til sig, og det er der kommet en række virtual reality-film ud af, hvor man dog ikke kan styre hvad der sker i historien. Det føles næsten som om man virkelig oplever det man ser på skærmen, selvom man ikke har noget kontrol over hvad man "selv" laver.

Skammekrogen er en virtual reality-film med fem hovedpersoner. Der skal være fem deltagende til at "være" hver person i filmen. Selvom handlingen er den samme, oplever hver person noget forskelligt. Historien finder sted til en middag, men enkelte forlader rummet kort, og i disse tidsrum er der ingen, der hvad de laver. Det var meget sjovt at udfylde hinandens huller efter filmen var slut, for der var en del ting, der overraskede.

Jeg oplevede filmen som Maya, der var på besøg hos sin kærestes familie for første gang. Aftenen startede med at kærestens far spildte flødeskum på Mayas trøje og tørrede det af. Alle forsøg på smalltalk med forældrene faldt hurtigt fra hinanden, da faren var meget ubehøvlet ("Så du har stået på ski i Norge? Jeg hader Norge.") og moren meget fuld. Der var meget anspændthed i luften, især i forholdet mellem Mayas kæreste og sine forældre. Jeg fik meget ondt af Maya, som sad helt hjælpeløs med moren til venstre og sin kæreste til højre der skændtes. Midt i middagen begyndte kæresten at lade sine frustrationer gå ud over Maya, og efterladte hende også alene med sine forældre og lillebror.

Middagen kulminerede, mens faren havde forladt rummet (senere fortalte den der "var" ham, at han var ude at ryge hash). Kæresten konfronterede moren med at hun drak for meget, og moren udbrød "Jamen, det er jo ikke sjovt!" Hun fortsatte og fortalte, at hun var gravid og skulle have en abort. Det kom frem at moren havde haft to tidligere aborter. Så udtalte moren det forfærdelige: "Og så var der lige de to gange, hvor det var for sent." Sætningen hang i luften, og derefter begyndte moren at skraldgrine og sige, at det selvfølgelig bare var for sjov. Imens hun grinte, kom faren tilbage med en klarinet og spillede en uhyggelig, melankolsk melodi. Der sluttede filmen, uden nogen anden forløsning på al den ubehagelighed. Det var svært at ryste følelsen fra sig bagefter.

Ubehageligt eller ej, var det en oplevelse, og jeg kom til at tænke på hvor meget vores verden er kommet tættere på Matrix og Familien Jetson. Verden er i konstant forandring, og det får også indflydelse på kunst.

digte med liv

En ny kunstart er blevet opdaget i min verden. Det hedder poetry slam og er kort fortalt en form for performance, hvor kunstnere optræder eller slammer med deres digte. Jeg er fascineret af kunstnerens betydning i poetry slam - man står selv for alt fra skriveriet til formidlingen af sit værk, og det skal udføres helt perfekt, når man optræder. Godt nok kan man opleve poetry slam på video, men når det skal være helt rigtigt, er man i samme rum som kunstneren og hører det live. Denne kontakt værdsætter jeg i en ellers virtuel verden.

Jeg synes, at poetry slam er mere tilgængelig end almindelige digte. Ordene får et helt specielt liv i poetry slam, som ellers ikke altid findes, når man sidder og læser dem i en bog. Det kræver både øjne og ører af beskueren, og derfor fanger det mig. Kunstneren får også mulighed for at kommunikere ved hjælp af kropssprog og ved at lægge forskellige tryk på ordene, så udtrykket bliver mere fuldendt. Det gør også godt for latterfaktoren i digtet.

En dygtig "slammer", synes jeg, er en, der kan få publikum til at grine og blive rørt indenfor samme digt. Et godt eksempel er søde Sofie, som her optræder med Et teenager liv. Da jeg hørte dette for første gang live, blev jeg blæst væk af al den kraft digtet indeholdt. Jeg kunne relatere til rigtig mange af de samme frustrationer og glæder. Præcis som et ægte teenage-liv svinger jeg mellem at ville græde og at ville grine under dette digt, og det er fantastisk. Det mest imponerende af poetry slam er, hvor meget man kan nå at opleve på så kort tid.

Find andre gode poetry slammere her, her og her. Jeg anbefaler dog at se det live, oplevelsen er hundrede gange bedre og oftest er poetry slam arrangementer gratis.

Update: Copenopen holder poetry slam på Huset-KBH d. 6. december. Se mere om begivenheden her. Læs om en anden begivenhed med gratis poetryslam her.

ung og kulturel i hovedstaden

Jeg undrer mig tit over, hvorfor jeg altid er den yngste til de små koncerter, udstillinger og andre kulturelle arrangementer, der foregår rundt omkring i København. De fleste til disse events ser ud til at være mellem 25 og 30 år, og ikke 18 (ligesom mig) eller yngre. Det kan ikke være pga. pengene, for en stor del af arrangementerne er gratis eller koster under 100 kroner. Det kan heller ikke være fordi, at jeg er den eneste under 20 år, som interessserer sig for musik, kunst og kultur, for det kan jeg jo f.eks. se på jeres kommentarer på kunst-ig, at jeg ikke er. Så hvorfor kommer I ikke afsted?

Siden jeg bor i København, har jeg svært ved at guide til arrangementer i f.eks. Århus, så derfor er her nogle billige arrangementer i hovedstaden det næste stykke tid.

JOHAN OG FAR AWAY FROM FIJI PÅ RUST
Jeg har før nævnt Far Away From Fijis musik (her) og videoer (her) på bloggen, og har begge gange prøvet at proppe dem ned i halsen på jer, fordi jeg elsker dem så meget. Hvis det har virket, og I også er begyndt at holde af deres dejlige melodier, så tag forbi spillestedet RUST fredag den 13. (uuh) september og hør dem sammen med bandmedlemmet Jeppe Kolstrups bror Johan. Det er det perfekte sted at starte en god bytur!

COPENHAGEN ART WEEK
Fra den 23. august og til og med 1. september er der virkelig gang i kunst-miljøet i København, da både Art Copenhagen (Forum), Alt_Cph (Amager) og den nye Chart (Charlottenborg) løber af stablen i løbet af denne periode. Alle tre kunstmesser gør, at der udover hele byen sker en masse i kunstens tegn. Der er udstillinger, ferniseringer, debatter, filmvisninger og performances, og hele programmet kan man finde her - det kræver dog, at man tager sig tid til at læse og sætte sig ind i de forskellige begivenheder. Man kan komme gratis til alle disse ting, hvis man skriver en mail til DR's Kunstklub kunst@dr.dk med navn, postadresse, telefonnummer og et par ord om sig selv, for så har man mulighed for at vinde en "Art Week Handbook", som man skal udfylde, når man besøger de forskellige arrangementer. Jeg modtager selv to af dem om et par dage, og jeg glæder mig til at se nærmere på, hvad disse bøger indeholder.

FOREDRAG MED JEN DAVIS
Jen Davis har i lidt over 10 år taget utallige selvportrætter. Med en vægt på over 100 kilo gør hun op med tidens såkaldte selfies fyldt med overfladiske smil, og portrætterer sig selv og sin krop på en meget ærlig måde. Du kan opleve hende tale om hendes billeder på Fotografisk Center den 27. august kl. 17. Det koster kun 40 kroner, men igen kan du sende en mail til DR Kunstklub med "Jen Davis" i emnefeltet og skrive navn og et par ord om dig selv og den 23. får du besked på, om du har vundet én af de tre billetter til foredraget. Hvis du ikke har mulighed for det, så er hendes hjemmeside virkelig et kig værd her.

Like vores facebook-side, hvor jeg nogle gange vil linke til små arrangementer, som måske ikke når i et indlæg her på bloggen.

flora med et twist

Det virker måske som en ambivalent tanke at kæde naturvidenskaben sammen med det kunstneriske fag - og sådan tænkte jeg også, inden jeg tog på udstillingen "Blomster og verdenssyn", der lige nu kører på Statens Museum for Kunst.

Udstillingen er en tidslomme, der skildrer tiden omkring 1600-tallets grove tvedeling af verdensbeskuelsen, og hvordan mennesket gik fra at tro, til at hungre efter viden og forståelse.

Og det er netop overgangen til oplysningstiden, men den samtidige naivitet, der er det centrale i udstillingen. Trods den udbredte trang til at vende blikket indad og forsøg på, at forstå biologiske (og de generelle naturvidenskabelige) processer og aspekter, hang de tidligere religiøse opfattelser fra det symbolske verdensbillede stadig ved.
Denne interessante detalje optræder blandt andet i den tidlige botaniske bestemmelsesbog, Gottorfer Codex, der er det store omdrejningspunkt for hele udstillingen. Det enorme skel kommer for alvor til udtryk heri, hvor den tyske kunstner Hans Simon Holtzbecker dyrker den nye naturtro malekunst, men samtidig tilfører enkelte arter antropomorfiske træk (HVAD?!?!?!), der gør samtidens verdenssyn sværere (men ikke desto mere spændende) at forstå.

Udover at illustrationerne er smukke og yderst velholdte, er udstillingen en usædvanelig god én af slagsen, der kan mere end bare at overlevere synsindtryk.
"Blomster og verdenssyn" er for dig der gerne vil have udvidet din horisont; for udover at blive bekendt med, at botanik altså er mere end bare Carl von Linné, så er udstillingen yderst lærerig og egner sig helt ideelt som en grå søndagsbeskæftigelse.

Blomster og Verdenssyn kan opleves på Statens Museum på Kunst frem til den 20. oktober 2013. For mere information omkring priser og åbningstider, klik HER.

henrys dream

Om under en uge bliver der henover tre dage skabt et nyt og hemmeligt univers. Det er festivalen Henrys Dream, som bliver afholdt den 18.-20. juli, og som på mange måder skiller sig ud fra andre festivaler. Henrys Dream er ikke bare en musikfestival med store mængder af alkohol - den stræber efter at være en form for tilstand skabt af omgivelserne, menneskerne og kunsten omkring festivalgæsterne.

Ligesom navnet er det samme som Nick Cave and the Bad Seeds album fra starten af 90'erne er hele festivalens visuelle identitet allerede før festivalens begyndelse tydeligt inspireret af 90'ernes hologram og grunge-undergrundsstil. Det ses på deres tumblr/hjemmeside, plakater og små film med tilføjelser til musik-programmet (her, her, her, her og her). Jeg er meget imponeret over deres visuelle profil, og alle de påfund, som allerede inden festivalen er startet, har gjort mig fascineret af arrangementet. F.eks. at man ikke kender festivallens destination, før man bliver fragtet derhen af nogle veterantoge, at man ikke kan komme tilbage til festivalen, hvis man forlader den, og at man kan ringe og indtale en drøm på deres telefonsvarer, som så bliver en del af en kunstinstallation på festivalen.

Det er første, men forhåbentligt ikke sidste gang, at Henrys Dream bliver afholdt. Jeg er selv forhindret i at deltage, da jeg lige nu sidder på den anden side af jorden, men jeg håber, at festivalen bliver en så stor succes, at jeg får mulighed for at opleve den næste år. Sidste udmeldning er dog, at der kun er blevet solgt en fjerdedel af billetterne, så jeg vil opfordrer alle til at støtte dette nye arrangement og samtidig give dig selv en oplevelse, du ikke finder andre steder. Køb billetter her! 

Du kan læse mere på deres flotte hjemmeside her og følge dem på facebook her