tirsdag den 19. november 2013

digte med liv


En ny kunstart er blevet opdaget i min verden. Det hedder poetry slam og er kort fortalt en form for performance, hvor kunstnere optræder eller slammer med deres digte. Jeg er fascineret af kunstnerens betydning i poetry slam - man står selv for alt fra skriveriet til formidlingen af sit værk, og det skal udføres helt perfekt, når man optræder. Godt nok kan man opleve poetry slam på video, men når det skal være helt rigtigt, er man i samme rum som kunstneren og hører det live. Denne kontakt værdsætter jeg i en ellers virtuel verden.

Jeg synes, at poetry slam er mere tilgængelig end almindelige digte. Ordene får et helt specielt liv i poetry slam, som ellers ikke altid findes, når man sidder og læser dem i en bog. Det kræver både øjne og ører af beskueren, og derfor fanger det mig. Kunstneren får også mulighed for at kommunikere ved hjælp af kropssprog og ved at lægge forskellige tryk på ordene, så udtrykket bliver mere fuldendt. Det gør også godt for latterfaktoren i digtet.

En dygtig "slammer", synes jeg, er en, der kan få publikum til at grine og blive rørt indenfor samme digt. Et godt eksempel er søde Sofie, som her optræder med Et teenager liv. Da jeg hørte dette for første gang live, blev jeg blæst væk af al den kraft digtet indeholdt. Jeg kunne relatere til rigtig mange af de samme frustrationer og glæder. Præcis som et ægte teenage-liv svinger jeg mellem at ville græde og at ville grine under dette digt, og det er fantastisk. Det mest imponerende af poetry slam er, hvor meget man kan nå at opleve på så kort tid.



Find andre gode poetry slammere herher og her. Jeg anbefaler dog at se det live, oplevelsen er hundrede gange bedre og oftest er poetry slam arrangementer gratis.

Update: Copenopen holder poetry slam på Huset-KBH d. 6. december. Se mere om begivenheden her. Læs om en anden begivenhed med gratis poetryslam her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar