aventine

Agnes Obels debutalbum fra 2010, Philharmonics, har i lang tid haft en helt særlig plads på min cd-hylde. Især om efteråret, hvortil hendes musik nærmest synes at være skræddersyet. De melankolske og dystre klavermelodier, der bliver lyst op af Obels smukke og skrøbelige stemme, er måske ikke nytænkende, men måden hvorpå det bliver gjort, og den tid det bliver gjort i, gør Agnes Obel til en helt enestående artist, som Danmark i den grad skal være stolt af!

Netop derfor var det også med skarpt spidsede ører og skyhøje forventninger, at jeg satte hendes nye album på for første gang - det hedder Aventine og udkom i slutningen af september, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet.

Grundelementerne på albummet er nogenlunde de samme som på debuten. Det fine klaverspil, strygere og Agnes' karakteristiske vokal, og selvom det måske ved første lyt synes at Aventine kører lidt i samme rille som Philharmonics, vil man efter et par gennemlytninger erfare, at dette ikke helt er tilfældet. På trods af at der - heldigvis - er en del lighedspunkter, er Aventine mere nuanceret . Der er gjort langt mere brug af strygere (hør bare The Curse eller Aventine) og nummeret Pass Them By får meget mere dybde takket være det fineste akkustiske fingerspil. Albummets højdepunkt er for mig nummeret Run Cried The Crawling, der på en måde opsummerer hele albummet. Det er vanvittigt smukt og gribende album, vaskeægte gåsehudsfremkaldende og dragende, og med det i ørerne glæder jeg mig nu endnu mere til at træerne bliver helt gule, og aftenerne endnu mere mørke.