Det sidste danske band, der for alvor har fanget mig med denne skizofrene og forfriskende tilgang til musikken, er When Saints Go Machine, der i år udgav deres 3. album, Infinity Pool.
Deres første album, Ten Makes A face fra 2009 har et meget råt og nærmest rocket udtryk. Opfølgeren Konkylie fra 2011 er radikalt anderledes, og kombinerer strygere og elektronik til en smuk, drømmende og nærmest værkagtig helhed. Alligevel kom det bag på mig, hvor meget vand der egentligt var løbet under broen, da Infinity Pool udkom i foråret, kun to år efter Konkylie.
Nikolaj Vonsilds smukke, dragende falsetvokal og de velproducerede numre er bevaret men allerede på åbningsnummeret Love And Respect (som kan høres herunder) står det klart, at Infinity Pool ikke er Konkylie vol. 2. For det første har Nikolaj Vonsild fået selskab af den Amerikanske rapper Killer Mike, og for det andet ligger der et tungt hiphopbeat under det hele, der mest af alt lyder som noget fra et gammelt computerspil (som også er at finde på numrene Degeneration og Iodine, og det det der højest sandsynligt er grunden til, at albumcoveret ser ude som det gør).
Alligevel er der enkelte ting, der viser tilbage til konkylie, som når der på før omtalte Love And Respect gør brug af strygere, der står i smuk kontrast til det ret hårde og hiphoppede. Og selvom tempoet er højere og lyden er ny, er der stadig momenter, der er gribende smukke og drømmende, især Dead Boy og Infinity Killer der i den grad indfanger lyde af både Konkylier og Infinity Pool, og - sammen med resten af albummet understreger hvorfor netop When Saints Go Machine er et af mine, og mange andres, yndlingsbands!
Nikolaj Vonsilds smukke, dragende falsetvokal og de velproducerede numre er bevaret men allerede på åbningsnummeret Love And Respect (som kan høres herunder) står det klart, at Infinity Pool ikke er Konkylie vol. 2. For det første har Nikolaj Vonsild fået selskab af den Amerikanske rapper Killer Mike, og for det andet ligger der et tungt hiphopbeat under det hele, der mest af alt lyder som noget fra et gammelt computerspil (som også er at finde på numrene Degeneration og Iodine, og det det der højest sandsynligt er grunden til, at albumcoveret ser ude som det gør).
Alligevel er der enkelte ting, der viser tilbage til konkylie, som når der på før omtalte Love And Respect gør brug af strygere, der står i smuk kontrast til det ret hårde og hiphoppede. Og selvom tempoet er højere og lyden er ny, er der stadig momenter, der er gribende smukke og drømmende, især Dead Boy og Infinity Killer der i den grad indfanger lyde af både Konkylier og Infinity Pool, og - sammen med resten af albummet understreger hvorfor netop When Saints Go Machine er et af mine, og mange andres, yndlingsbands!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar