pizza

Det er lidt over 3 år siden at danske Treefight For Sunlight sidst gav lyd fra sig. I 2010 blev nummeret Facing The Sun voldspillet overalt hele sommeren, og banede smukt vejen for bandets debutalbum A Collection of Vibrations For Your Skull, der var mindst lige så sommerligt som singleforløberen. I sidste uge udgav bandet så deres andet album, endnu en gang på pladeselskabet Tambourhinoceros, og efter et par gennemlytninger er der ingen tvivl: Det har virkelig været ventetiden værd.

Pizza, som albummet hedder, kunne uden problemer være lydsporet til en semi-psykedelisk og småuhyggelig claymation-børnefilm fra 70’erne. Albumåbneren Womp Zoom sætter stille og roligt det hele i gang med en vokal der lyder som om den kommer fra bunden af havet, hvorefter lytteren sendes ud på en legesyg rumrejse af vokalharmonier og animalcollective-agtige samples. For eksempel på nummeret Somewhere In The Future, med energiske afrikanske trommebeats og noget der lyder som et børnekor fra en afrikansk stamme.

Som noget nyt sættes tempoet lejlighedsvist ned, for eksempel på nummeret Blueberry Paste der starter flydende og melankolsk, og til sidst udvikler sig og bliver nærmest dyster og mareridtsagtig, eller på pladens sidste nummer Someone Else der slæbende og længselsfuldt afslutter den magiske rumrejse.

                

Pizza viser at Treefight For Sunlight stadig er et af Danmarks bedste leverandører af sommersoundtracks af fineste skuffe, og jeg glæder mig virkelig meget til, at skulle opleve sangene på pladen, når de spiller på dette års SPOT festival.   

流行 // trend

Trends for mig er noget af det mest bizarre, vi mennesker har. Pludselig og over meget kort tid bliver en god portion af verdens befolkning enige om, at dyrke præcis det samme. Måske findes der en indviklet psykologisk forklaring bag det hele. Indtil jeg finder den, vil jeg i hvert fald undre mig over, hvordan så mange mennesker på samme tid bliver enige om, hvad der er fedt. Det er vel ikke gået nogen forbi, at 90'erne i den seneste tid har bevæget sig fra helt vildt kikset til hipt. Trends går gennem nationaliteter, aldre og sociale lag som en virus. Derfor fascinerer de mig.

Som halv japaner, der boede mange år i Asien, synes jeg også, det er sjovt, at moderne asiatisk kultur nu også er en trend. I starten virkede fascinationen bare som en døgnflue for mig – en af de trends der starter og slutter i Tumblrs mørke hjørner. Jeg tænkte ikke at deprimerende tekst på fejlskrevet japansk med 10.000 notes betød en ny trend. Jeg læste Kpop drenges opdukken på min Facebook-startside bare som nogles dårlige smag. Men jeg begyndte at tænke mig om, da mine venner begyndte at tage til en natklub med japansk tema, og JULIAS MOON (på ovenstående billede) lavede en musikvideo med kinesiske undertekster. Nu begyndte også folk, jeg kunne relatere til, at imitere Asien. Asien er blevet trendsætteren. Det er utroligt spøjst for mig, for jeg ved at japanere, koreanere og kinesere netop stræber efter at ligne Vesten. Det vil sige at folk efterligner nu nogen, der efterligner deres egen kultur.

Egentligt er det ikke nogen særlig ny trend. Buddhismen har inspireret vesterlændinge i årtier (der er endda en dansk lama), og alle kender nok mindst én med et kinesisk tegn tatoveret på kroppen. Hayao Miyazakis film hitter hos japanere og vesterlændinge, og Murakami, Kusama og Yamamoto er mere kendte i udlandet end i Japan. Men det er første gang, jeg ser at asiatisk kultur begynder at få indflydelse på mode og musik. Ting, der før plejede at være kiksede er i fremgang – det gælder asiatisk stil, 90'erne og fantasy-genren med Game of Thrones. Det er forfriskende.

sorthvid, spøgelser og mug

Nogle af de Tumblr's er, som Agnes også omtaler i dette indlæg, dem der har et gennemgående tema, og som skiller sig ud fra de andre. Uanset om det er beskrivelsen af kajkagers ansigtsudtryk eller selfies fra begravelser. På det seneste er jeg faldet over en del der virkelig er sjove, seje og fine, og derfor deler jeg nu tre af de bedste.







































BLACK AND WTF

Black and WTF er en virkelig sær blog. Alle billederne på bloggen er gamle sorthvid-billeder, sikkert nogle som er blevet fundet rundt omkring på loppemarkeder og i gamle foto-album. Fællesnævneren for billederne er, at motiverne er virkelig, virkelig bizare: Underligt opstillede portrætter (som for eksempel det her over med pølserne) noget med dyr der gør ting som mennesker, små børn der ryger, akavede familiebilleder og alt sammen til stor forundring og morskab for beskueren. Selvom "Black and WTF" ikke længere bliver opdateret, er der god grund til at gå på opdagelse i de næsten 200 sider med gamle billeder, for det er virkelig, virkelig underholdende.

MAGICAL CONTAMINATION

Som det fremgår af de kommentarer som ejeren af bloggen Magical Contamination har modtaget, er jeg bestemt ikke den eneste, der har optur over at mug, ud over at være klamt og irriterende, faktisk også kan være virkelig pænt! På Magical Contamination bliver en masse mislykkede laboratorieforsøg foreviget og lagt ud, og de farverige cirkler med forskellige teksturer og størrelser danner mønstre der, på trods af hvad de er, virkelig er smukke.

 

GHOST PHOTOGRAPHS

En anden blog der, ligesom Black and WTF, gør brug af gamle billeder er Ghots Photographs. Bloggens indehaver Angela Deane forvandler på fineste vis gamle feriebilleder og familiefotos hun har fundet til mystiske fortællinger om spøgelser, og selvom det er et ret simpelt koncept er alle billederne virkelig fine og inspirerende.

farveløse fabler fra en fjern verden

Daehyun Kim fra Sydkorea tegner smukke, farveløse streger under navnet Moonassi. Tegningerne er tydeligt inspirerede af asiatisk stil, men bygger samtidig bro til Vesten med det enkle, grafiske udtryk. De androgyne figurer danner et magisk univers af følelser og tanker, og selvom billederne ligner små fabler fra en fjern verden, kan man relatere til situationerne. Det gennemgående tema er integration mellem mennesker - eller i nogle tilfælde mangel på samme - og illustrerer sort på hvidt skyggesiden af det menneskelige sind.

Moonassi sætter billeder på sindstilstande og formår at ramme plet hver gang. Tegningerne er lige så komplekse som menneskets hjerne, og de kan ved første øjekast se dystre ud - som jeg før beskrev som skyggesiden - men når man dykker ned i fortællingerne bag, er der flere sider af samme streg.
Den midterste illustration med den finurlige titel "Your ego is getting bigger and bigger (like my hand)" kan, som navnet beskriver det, handle om de uinteressante samtaler, hvor personen man taler med har en masse at sige om sig selv og knap så mange spørgsmål til andre. Men det kunne også være en fin illustration på en stresset eller trist person, som får hjælp af en ven til at holde hovedet højt.

Se flere illustrationer og digt dine egne historier på Moonassis hjemmeside HER

fanget i en andens krop

Ovenstående billede kan godt ligne noget fra en syret fremtidsfilm eller noget hjernevaskning af en art. Sådan sad jeg i søndags, sammen med min familie. På værket Skammekrogen, som var muligt at opleve på Nikolaj Kunsthal indtil sidste søndag, kunne vi, de deltagende, komme ind i en andens krop gennem en skærm og et par hovedtelefoner.

Virtual reality er et forholdsvis nyt medie, som udspringer fra gamer-teknologi. Det startede med idéen om at lave 3D-briller med to små skærme i, så gamere kunne leve sig fuldstændigt ind i universet. Når man har brillerne på, ser man gennem øjnene af en fra spillet. Tilføj dertil nogle hovedtelefoner med stereolyd, og så kan man både se og høre som om man er med i spillet. Denne teknologi har filmskabere taget til sig, og det er der kommet en række virtual reality-film ud af, hvor man dog ikke kan styre hvad der sker i historien. Det føles næsten som om man virkelig oplever det man ser på skærmen, selvom man ikke har noget kontrol over hvad man "selv" laver.

Skammekrogen er en virtual reality-film med fem hovedpersoner. Der skal være fem deltagende til at "være" hver person i filmen. Selvom handlingen er den samme, oplever hver person noget forskelligt. Historien finder sted til en middag, men enkelte forlader rummet kort, og i disse tidsrum er der ingen, der hvad de laver. Det var meget sjovt at udfylde hinandens huller efter filmen var slut, for der var en del ting, der overraskede.

Jeg oplevede filmen som Maya, der var på besøg hos sin kærestes familie for første gang. Aftenen startede med at kærestens far spildte flødeskum på Mayas trøje og tørrede det af. Alle forsøg på smalltalk med forældrene faldt hurtigt fra hinanden, da faren var meget ubehøvlet ("Så du har stået på ski i Norge? Jeg hader Norge.") og moren meget fuld. Der var meget anspændthed i luften, især i forholdet mellem Mayas kæreste og sine forældre. Jeg fik meget ondt af Maya, som sad helt hjælpeløs med moren til venstre og sin kæreste til højre der skændtes. Midt i middagen begyndte kæresten at lade sine frustrationer gå ud over Maya, og efterladte hende også alene med sine forældre og lillebror.

Middagen kulminerede, mens faren havde forladt rummet (senere fortalte den der "var" ham, at han var ude at ryge hash). Kæresten konfronterede moren med at hun drak for meget, og moren udbrød "Jamen, det er jo ikke sjovt!" Hun fortsatte og fortalte, at hun var gravid og skulle have en abort. Det kom frem at moren havde haft to tidligere aborter. Så udtalte moren det forfærdelige: "Og så var der lige de to gange, hvor det var for sent." Sætningen hang i luften, og derefter begyndte moren at skraldgrine og sige, at det selvfølgelig bare var for sjov. Imens hun grinte, kom faren tilbage med en klarinet og spillede en uhyggelig, melankolsk melodi. Der sluttede filmen, uden nogen anden forløsning på al den ubehagelighed. Det var svært at ryste følelsen fra sig bagefter.

Ubehageligt eller ej, var det en oplevelse, og jeg kom til at tænke på hvor meget vores verden er kommet tættere på Matrix og Familien Jetson. Verden er i konstant forandring, og det får også indflydelse på kunst.

fan af en fangirl

En gang imellem opdager jeg mennesker, som kan give mig mindreværdskomplekser. Det skyldes tit deres talent og det, de har formået at bidrage til verden. Graden af mine mindreværdskomplekser bliver kun voldsommere, jo yngre de er. Al respekt til de unge der stiller op til Sochi 2014 og kommer hjem med medaljer med flere karat end deres aldre, men hold kæft jeg hader dem. Dog er det ingenting sammenlignet med min kæmpe idolisering/dybfølt jalousi rettet mod Tavi Gevinson, 17-årig blogger, bladredaktør, skuespiller og model.

Tavi Gevinson er helt enestående, og så alligevel ikke. Det ved Tavi som appellerer mest til mig, er at hun er så nem at forholde sig til. Det har helt sikkert noget med hendes alder at gøre, men en anden vigtig ting er at hun ikke føler sig hævet over populærkultur og Taylor Swift. Hun er begejstret omkring ting som andre 'almindelige' unge også dyrker. Hun har udtalt at selvom hun var inviteret til alle de store modeshows fra da hun var 12, var hendes største modeøjeblikke fra de aftener hvor hun sad på sin seng og læste på style.com.

Alligevel er Tavis hverdag ikke helt som andre unges. Hun har interviewet Sofia Coppola, udarbejdet kunstudstillinger og skrevet for adskillige store amerikanske aviser. Hun er en helt almindelig teenagepige, som verden lytter til.
Hvorfor? Fordi hun forstår at sætte ord på det abstrakte og flydende. Fordi hun kan definere det, som nutidens unge går rundt og laver, og formidle det på en måde som er relevant for voksne. Fordi alt hvad der tænkes af denne pige er fascinerende.

Hvis I har noget tid til overs, synes jeg I skal se denne talk af Tavi. Det er rørende, inspirerende og har potentiale til at ændre jeres liv.

Tavis blad Rookie / Tavis blog / Videoer / Kortfilm / Som model

julegaveønsker | maya

I år ønsker jeg mig næsten kun hårde pakker. I dem må der gerne gemme sig cd'er, film, et enkel grafisk print og allerhelst, bøger. Jeg har nemlig genfundet kærligheden ved det offline medie, og finder hele tiden flere bøger, jeg føler jeg er nød til at læse. 

Jeg synes for tiden at det er den fineste måde at læse mig til informationer og viden, og bruger flere timer ugenligt på at kigge, læse og undersøge i bøger. Engang kunne jeg bedst lide at læse romaner, krimier og fiktion, men lige nu synes jeg det er mest spændende er at læse sagprosa og biografier. 
Jeg vil derfor gerne anbefale en bog, jeg selv har læst, men synes du skal ønske dig, og en bog, som selv står højt på min ønskeliste. 

Den første bog, som jeg selv har læst, kan jeg slet ikke slippe. Den hedder 'Forklædt som nazist', og er udgivet af informations forlag. Bogen er fortalt af og handler om en kvinde, Charlotte Johannsen, som i perioden efteråret 2008 til sommeren 2009 infiltrere det ny nazistiske miljø i Århus. Det er en sand historie, og det gør bogen meget mere levende. Den indholder barske hverdagshistorier, og fortæller historien om et miljø, som ingen tør konfrontere, og meget få overhoved ved eksistere. Bogen fortæller en meget vigtigt, men stadig overset historie og derfor bør du læse den.
Du kan se et interview med Charlotte Johannsen her  og købe bogen her

Den anden bog, er af en forfatter jeg i forvejen holder meget af. Jeg har tidligere grædt mig igennem Ekstremt højt og utrolig tæt på og nu vil jeg gerne læse Om at spise dyr, af Jonathan Safran Foer. Bogen er samfundskritisk og handler om et af de emner jeg selv går og tumler meget med. Jeg interessere mig rigtig meget for hvad jeg spiser og stiller tit mig selv spørgsmålet; Hvorfor spiser vi dyr?
Det er det bogen tager op, og jeg kan ikke forstille mig andet end at Jonathan Safran Foer har formålet at skrive om emnet med en vinkel og nysgerrighed, som vil gør én klogere og mere eftertænksom, omkring hvad man putter i munden. Derudover skriver han vanvittig godt og hans finurlige og til tider kringlede sprog, vækker min interesse. Læs mere her