mandag den 4. november 2013

teenagesind i voksenkrop

For mig er biografturer en efterårsting. Ligesom vi om sommeren har utallige festivaler og stemningsfulde udendørs arrangementer, skal der også være noget hyggeligt at tage sig til i den rødbrune tid. Så i stedet for at sidde på mit værelse i tusind sweatere og blive blegere og blegere, mens jeg fik en præ-vinterdepression, tog jeg søndag eftermiddag i biografen og så "Frances Ha". 

Frances er en kvinde i slutningen af 20'erne, som har et sind som en teenager. Hun rydder aldrig op, men mener dog selv, at det skyldes travlhed - ikke at hun er et rodehoved. Hun har sat sig for, at hun vil være moderne danser, men er ikke synderligt god til det, og kan ikke rigtig få tjent nok på det til at betale huslejen. Det fører til, at hun bor fire-fem forskellige steder i New York i løbet af filmen. Hun vil gerne nå en masse fornuftige voksen-ting, men ender med at spise æg-og-bacon-bagels, som hendes roomies one night stand laver til hende og senere se film med hendes anden roomie Benji, som er hemmeligt forelsket i hende.

Frances har ingen situationsfornemmelse, og især overfor mænd er hun ekstremt akavet, så Benji kalder hende undateable. Frances drømmer om et liv med elskere, mens hun bor som et gammelt lesbisk ægtepar med sin bedste veninde Sophie, for selvom hun ikke må sove med sokker, så er Sophie den bedste room mate, som rydder op efter hende, går med hende på toilettet selvom det ikke er 2. klasse mere og laver ufornuftige ting hver weekend. Det er meget mere simpelt end med kærester, som vil flytte sammen og have katte.

Frances kan virke som en kaotisk person, men fordi hun selv tager det meget, som det kommer, og tager en weekend til Paris selvom hun ikke engang har råd til at leve i New York de næste to dage, så virker hun mere rolig end kompliceret. Hendes barnlige teenagesind er grunden til mange problemer, men det er også grunden til, at hun alligevel har et godt liv.

Man kan ikke andet end at elske Frances som karakter, fordi hun er så tidstypisk. Vi lever i en verden, hvor det ikke er unormalt ikke at have fundet sin plads, selvom man er tæt på de 30, for det moderne menneske har så mange valg og så mange muligheder, at det for mange kan være svært at begrænse sig og finde sin plads. Selvom dette er en realitet, er det dog ikke accepteret i alle grupper, at man er lidt forvirret over tilværelsen. Dette paradoks gør Frances til en fantastisk og meget relaterbar karakter.




Filmen er også visuelt tidstypisk. Den er filmet som en hver anden film, men er derefter gjort sort-hvid. Dette er "Frances Ha" ikke alene om, for der er ved at opstå en bølge af sort-hvid film lige nu. Effekten er ikke for at skabe et retro look, og heller ikke for at få os til at tro, at det er fra en anden tidsperiode, men det giver et helt specielt udtryk. Flere gange i løbet af filmen glemte jeg, at der ikke var nogle farver, og dannede mine egne farver. Frances' bluse så af én eller anden grund blommefarvet ud, og det var nemt at forestille sig træerne som grønne og rødvinen som mørkerød, fordi det er ting, som man kender farven på. Det fascinerede mig, hvordan folkene bag filmen har kunne skabe stemninger på trods af, at de ikke har kunne gøre brug af varm belysning eller andre virkemidler med farver.

Plottet bag "Frances Ha" minder mig på mange måder om "Amélie", hvor historien ikke er båret af action, men af detaljerede karakterer og velovervejede replikker. Der er ikke fokus på en masse unødvendige og praktiske ting, men de små finurlige personlighedstræk og de mere komplicerede og store verdenssyn og spørgsmål.

Filmen satte tanker i gang om, hvordan man skal leve sit liv og planlægge sin fremtid, og selvom "Frances Ha" langt fra er en feel-good film, fik den mig alligevel i virkelig godt humør, som inspirerede mig meget.

3 kommentarer:

  1. Den ser virkeligt fin ud! Tror jeg smutter ind og ser den snarrest, tak for anbefalingen! :)

    SvarSlet
  2. ej hvor er hun dejlig! bliver nødt til at se filmen nu.

    SvarSlet
  3. Jaa, hvor godt! Og skriv endelig herinde eller på vores facebook, hvad I synes, når I har set den :)

    SvarSlet