mandag den 14. april 2014

流行 // trend

Trends for mig er noget af det mest bizarre, vi mennesker har. Pludselig og over meget kort tid bliver en god portion af verdens befolkning enige om, at dyrke præcis det samme. Måske findes der en indviklet psykologisk forklaring bag det hele. Indtil jeg finder den, vil jeg i hvert fald undre mig over, hvordan så mange mennesker på samme tid bliver enige om, hvad der er fedt. Det er vel ikke gået nogen forbi, at 90'erne i den seneste tid har bevæget sig fra helt vildt kikset til hipt. Trends går gennem nationaliteter, aldre og sociale lag som en virus. Derfor fascinerer de mig.


Som halv japaner, der boede mange år i Asien, synes jeg også, det er sjovt, at moderne asiatisk kultur nu også er en trend. I starten virkede fascinationen bare som en døgnflue for mig – en af de trends der starter og slutter i Tumblrs mørke hjørner. Jeg tænkte ikke at deprimerende tekst på fejlskrevet japansk med 10.000 notes betød en ny trend. Jeg læste Kpop drenges opdukken på min Facebook-startside bare som nogles dårlige smag. Men jeg begyndte at tænke mig om, da mine venner begyndte at tage til en natklub med japansk tema, og JULIAS MOON (på ovenstående billede) lavede en musikvideo med kinesiske undertekster. Nu begyndte også folk, jeg kunne relatere til, at imitere Asien. Asien er blevet trendsætteren. Det er utroligt spøjst for mig, for jeg ved at japanere, koreanere og kinesere netop stræber efter at ligne Vesten. Det vil sige at folk efterligner nu nogen, der efterligner deres egen kultur.



Egentligt er det ikke nogen særlig ny trend. Buddhismen har inspireret vesterlændinge i årtier (der er endda en dansk lama), og alle kender nok mindst én med et kinesisk tegn tatoveret på kroppen. Hayao Miyazakis film hitter hos japanere og vesterlændinge, og Murakami, Kusama og Yamamoto er mere kendte i udlandet end i Japan. Men det er første gang, jeg ser at asiatisk kultur begynder at få indflydelse på mode og musik. Ting, der før plejede at være kiksede er i fremgang – det gælder asiatisk stil, 90'erne og fantasy-genren med Game of Thrones. Det er forfriskende.

1 kommentar: