lucy rose

Da jeg første gang hørte Lucy Roses fine, skrøbelige stemme, var klokken omkring fem en sommermorgen. Det småregnede, og det havde det gjort hele natten, men mig og et par af mine veninder sad på en overdækket terrasse med tæpper, kage og drikkelse. Et par af pigerne var faldet i søvn, men jeg var stadig vågen sammen med Luka, og vi hørte jazz – indtil hun satte Lucy Rose på. Det passede perfekt til lyden af dryp og fuglepip og til det blide lys af solen, der var ved at stå op. Den stemning, der kun er om sommeren, og kun i Lucy Roses sange. Melodierne rummer lette trommer, akustisk guitar og rasleinstrumenter, og gennem hendes sange fortæller hun små historier om at vokse op (sangen "Red Face") og om at forelske sig (sangen "Scar")  – fortællinger der passer godt på sommeren, som er fyldt med nye bekendtskaber, sommerfugle i maven, oplevelser og forandringer.

Nu er det som bekendt ikke sommer mere, men måske kan Lucy Roses sange minder dig om noget andet, end det gør for mig, og ellers kan du drømme dig væk til lyse sommernætter, ligesom jeg gør, når jeg hører hendes sange.

Lucy Rose har netop udgivet albummet "Like I Used To" her i oktober, og man kan høre det, et par akustiske demoer og nogle remix spredt på youtube og spotify.